Efter nogle dage i Taman Negara tog vi afsked med junglen og tog først
en bus, så en anden bus mod KL og kinesisk nytår. Ungerne klarede den lange
transportdag så fint. Gry fik nok en time til at gå med at lege med en tom
rosinæske - de begynder også at instille sig på rejselivet efterhånden. Efter
kinesisk nytår havde vi en dags tid at vente i, indtil vores nattog gik. Vi fik
dagen til at gå med at gå et par ture og indsnuse gadelivet. Vi har lyst til at
vise lidt billeder fra Kuala Lumpurs livlige gadeliv.
|
Hvornår går der mon nogle kunder i fælden? |
Chinatowns livsnerve - Petaling street.
|
Skiltejungle i Kuala Lumpur |
|
Et af de mange gadekøkkener i Kuala Lumpurs gader - fremragende mad. |
Vi tog tidligt hen på togstationen og fik aftensmad, og derefter var
endnu nogle timer at fordrive inden toget gik kl 23. Selma den djævel tog en
powernap i slyngen på 10 min., og så var hun ellers frisk helt til vi kom i
toget og hun endelig gav sig. Gry holdt også ud til toget - til gengæld havde
vi to stks sovende unger 2 min. efter toget begyndte at køre. Vores unger sover
generelt ikke ret meget, og stort set aldrig lure på samme tid i løbet af dagen
- det kan godt være hårdt når man ikke får lidt pause og frirum i løbet af dage
fyldt med oplevelser. Men i dag oplevede vi, at de sov til middag samme tid -
fantastisk - i den halve time, det varede...
|
Ventetid på toget i KL. |
Fra toget kunne vi se Kuala Lumpurs flot oplyste skyskrabere glide
langsomt væk, mens udsigten blev overtaget af mørket, kun afbrudt af enkelte
stop på små stationer i ny og næ. Vi skulle have haft vores egen 1. klasses 2
personers togkupe da 2. klasse desværre var udsolgt, men pga. "technical problems" blev
vi omfordelt til en 2. klasses sovekupe (en ekstra vogn), hvor man sover ca. 30
i samme vogn, med hver sin seng med et forhæng, man kan trække for - det var
rigtig fint selvom vi inderst inde havde gået og glædet os til at prøve 1. klasse. Vi ankom til Butterworth tidlig mogen, og efter en kort gåtur til en færge, blev vi på 10 min. fragtet over stræddet til øen Penang, til byen Georgetown, mens vi kunne nyde en fantastisk solopgang.
Man sover godt i toget :-)
|
Færgen fra Butterworth til Georgetown |
|
Flot solopgang over Butterworth |
Georgetown er et herligt mix af kinesisk, indisk, arabisk og
koloni-stil, og man ser lidt af det hele, når man går rundt i byens gader. Vi
har brugt dagene på at snuse rundt i byen og se moskeer og templer, kinesiske
klanhuse, forter og gamle kolonibygninger
|
Rådhuset i Georgetown i bedste kolonistil. |
Fort Conwalis
Vi var så heldige at støde ind i endnu et optog i forbindelse med det kinesiske nytår, hvis fejring strækker sig over flere uger.
|
Moskeer er en del af gadebilledet herovre, og de findes i alle afskygninger fra helt simple til mere overdådige |
Kinesisk bedealter, der tit ses udenfor husene, samt røgelsespind.
Selv dørene er en attraktion i Georgetown.
|
Indisk tempel i Little India rager op over hustagene, set fra Chinatown med kinesiske røde lanterner over det hele. |
Selma har haft et par hårde dage, hvor ingenting har duet og hun ikke
har gidet at spise, ikke gidet at sove, ikke villet sidde i klapvogn eller
slynge, men bare har været generelt utilfreds. Det har tærret lidt på kræfterne
hos os, men nu ser det ud til, at hun har fået sit gode humør igen. I
mellemtiden har hun også endelig fanget det der med at kravle på alle fire - og
hun er vældig stolt og griner over hele femøren, når hun kommer dappende hen
over gulvet og opdager verden på en helt ny måde.
|
Vi kan ikke skjule noget for Selma mere - hun har fundet ud af, at is er noget, der er godt :-) |
Vi bor fornemt her i byen. Vi er rendt ind i peak-peak sæson pga. det
kinesiske nytår, hvilket gjorde det næsten umuligt at finde overnatning her i
byen. Vi måtte derfor opgradere til en noget anden klasse hotel, end vi er vant
til - og det er vældig hyggeligt her, i et gammelt hus med antikke møbler og
billeder mm. På vores værelse er de største senge, vi endnu har sovet i - en
fordel når man rejser med to unger, der også skal findes plads til :-)
Paradoksalt nok har mange restauranter, butikker og gallerier osv. været lukket
i denne uge - til trods for fyldte hoteller og turisterne - pga. det kinesiske
nytår - så byen har faktisk føltes lidt tom og lukket.
|
Kæmpestore senge på vores hotel, udnyttet til fulde af pigerne, der altid fik sig drejet på tværs. |
Vores Malaysia-oplevelser er snart ved at være ovre (allerede!!), vi har
et stop mere, før vi forlader landet. I morgen sejler vi mod øen Langkawi.
Herefter venter Thailand, ø-ferie og afslapning - og det er vi begyndt at se
frem til og glæder os til at åbne et nyt kapitel med rejseeventyr.
Wauw en masse flotte billeder! Georgetown ser ud til at være en rigtig flot by med små hyggelige gader og huse, hvor der virkelig er gjort noget ud af udsmykningen. Og sikke et FANTASTISK billede af Selma, der gerne lige vil smage storesøster is - men det kan man jo ikke fortænke hende i sådan en varme, hehe :-) Hendes lyst til is bliver nok heller ikke mindre, nu hvor der står badeferie og strandliv på programmet lige om lidt. God fornøjelse!
SvarSlet