onsdag den 15. februar 2012

En rejse er slut...

Kulden bider i kinderne og hverdagen har allerede indhentet os med studiestart og institutionsstart. Det er noget af et vejr at komme hjem til, og selvom I herhjemme sikkert synes, at vejret nu nærmest er mildt sammenlignet med de frostgrader, der har været, så synes vi, at det er koldt!

Smuk første morgen set fra køkkenvinduet, hjemme i Danmark igen.
Vores rejse har taget os gennem pulserende storbyer med mylder og liv,  ind i den tætte jungle, gennem gamle kulturelle knudepunkter, ud til lækre strande med turkisblå bølger og hvidt sand og under vandet - til en helt ny verden. Vi er blevet fragtet i tog, flyvere, busser, biler, taxaer, speedbåde, longtailbåde, færger - og nu er vi allerede ved vejs ende for denne gang... Tiden er fløjet afsted - og vi synes ellers næsten, at vi først lige er kommet igang...



Vi synes, at det til tider har været hårdt at rejse med to unger - men er også enige om, at det har været det hele værd. Ligeså krævende og udfordrende, de to til tider har været, ligeså vakre og skønne har de været i andre øjeblikke - og vi får en masse dejlige oplevelser, minder og erfaringer med os hjem - det har været fantastisk at få chancen for at være en familie på fuld tid - på farten, uden andre forpligtelser end hinanden og det at være sammen. Mon ikke vi ender på afveje igen en anden gang??



Vi drømmer allerede om nye rejsemål og har tusind ideer til steder, vi kan rejse hen med små og store børn. Tusind tak til jer, der har læst med og haft lyst til at følge vores rejse og læse om vores oplevelser.


En særlig dag - fødselsdag og hjemrejse

Den 11. februar var en ganske særlig dag - der havde Gry nemlig fødselsdag, og samtidig var det sidste dag på vores rejse. Grys fødselsdag blev selvfølgelig lidt anderledes, end den ville have været herhjemme i Danmark, men hun havde en rigtig god dag med masser af forkælelse.
Gry åbner gaver med en interesseret tilskuer...
....Pakket ind i gaffetape, med insektbehandlet hyldepapir og sejlgarn.

Den søde orangutang, der gemte sig inde i en af gaverne, ville gerne med Gry hjem til Danmark og bo.

Fødselsdagsmorgenmad på hotellet.
Vi havde en hyggelig dag på hotellet hele formiddagen, og fik også pakket vores ting ned. Til middag afleverede vi rygsæk mm., tjekkede ud og tog ud i byen for sidste gang.

Anders forsøger at pakke - mens Selma hiver alle tingene op igen... Og Gry pakker sine legesager sammen for sidste gang.

Vi havde lovet Gry en tur op i verdens største pariserhjul til hendes fødselsdag. Det ligger på Marina Bay området, med fantastisk udsigt over Singapore. Det tog en halv time at komme hele vejen rundt med hjulet - så der var god tid til at nyde udsigten - og vores med"passagerer" fik også lige glæde af en Selma-lorteble, da hun valgte at lave stort 1 min. efter afgang - og hun derfor måtte skiftes i luften over Singapore.

Der ligger mange moderne bygninger på Marina Bay.
Klar til Pariserhjuls-tur.

Ude i horisonten ses et utal af containerskibe.


Den imponerende udsigt fra verdens største pariserhjul.

Efter en lang dag tog vi i lufthavnen til fødselsdagsmiddagen, som blev en af Grys livretter - pasta med kødboller. Vi havde nogle timer til at fordrive ventetiden i lufthavnen, som vi fik til at gå med at kigge butikker og drikke kaffe på Starbucks.

Klar til at komme hjemad.
Fødselsdagsmiddag i lufthavnen. Gry synes, at maden var top god. Vi andre var nok ikke helt enige, men hva' :-)
Fødselsdagskage på Starbucks sen aften inden flyet :-)
Trætte unger ved gaten, hvor vi venter på vores midnatsflyver.

Begge unger holdt ud til kl 23, hvor Gry faldt omkuld på en bænk ved gaten, og Selma overgav sig en halv time senere. Det var derfor to sovende børn, vi kunne bære ombord på flyet fra Singapore til Frankfurt. Begge børn sov ok natten igennem, og det var derfor endnu engang ingen sag at flyve med børn, og turen hjemover var ret begivenhedsløs. Efter et kort flyskifte i Frankfurt, hvor vi fik hjælp af en sød lufthavnsmedarbejder, der spottede os slæbende på to trætte unger og derfor kørte os tværs gennem lufthavnen over til det næste fly, landede vi i Billund efter en måned på farten - til kulde mod kinderne og frost i luften.
I flyet fra Singapore til Frankfurt.

fredag den 10. februar 2012

Storbyliv i SIngapore og de sidste oplevelser


Efter en svedig gåtur på tværs af Koh Lipe med oppakning i form af rygsæk og børn, en halv dags venten (inkl. det sidste dyp i det lækre vand), en kort tur i longtail boat ud til en platform ude i vandet, hvor speedbåden tilbage til Langkawi ventede (pga. tidevandet kunne den ikke komme helt ind til stranden denne gang), en times sejlads, en kort taxatur, en overnatning på hotel, halvanden times flyvetur og endnu en taxatur, pustede vi ud og smed os på sengene på vores hotel i Singapore efter det sidste lange transportstræk på denne rejse inden det går hjemad mod Danmark. Det var noget af en omvæltning at havne midt i storbyen efter en uge isoleret fra omverdenen, biler, larm og menneskemylder.

Singapore skyline set fra Marina Bay området.
Vi havde håbet meget på at skulle mødes med Kim her i SIngapore og havde derfor afsat 4 dage i byen. Desværre er Kim blevet forsinket på job i Rusland, så vi har måttet udforske Singapore selv. Singapore er en meget moderne, poleret og ordentlig by, med pinligt rene gader, fortove, hvor det næsten er en leg at have klapvogn med, vestlig inspiration og mange udlændinge i gadebilledet. Enhver gade med respekt for sig selv har et shoppingcenter, som vi jævnligt har søgt tilflugt i for lige at blive kølet ned i aircon eller bruge toilettet. Singapore er virkelig shopping center paradis for dem, der er til det. Til gengæld synes vi, at den mangler charmen, som mange andre asiatiske byer har, med markeder i massevis og tætte, små gader - så vi har haft lidt svært ved at få styret vores (mit) behov for souvenir shopping her på falderebet af vores rejse.

Selma har også fået smag for kødspyd.
Byens hjerte er området omkring Singapore River og Marina Bay. Et meget scenisk område, som vi fik flere timer til at gå med at gå rundt og kigge på. De gamle kajområder er blevet restaureret og lavet om til restaurationsområder, havnepromenader mm. Specielt Clarkes Quay og Boat Quay var utrolig hyggelige.

Clarkes Quay

Vi gik langs floden og blev fristet af de mange fiskerestauranter, helt hen til Marina Bay området med fantastisk udsigt over bugten, hvor man på ét sted kunne se Singapores rivende udvikling med det imponerende bygningsværk Golden Sands, høje, moderne skyskrabere, charmerende gamle koloni-hoteller og kraner på havnen helt ude i horisonten. Vi sluttede dagen af med en lille gade fyldt med det bedste af Singapores hawker food ("gademad") samlet ét sted - og Gry har allerede valgt, at hun vil spise kyllingespyd her til hun revner på sin fødselsdag :-)
Hvilken krabbe skal vi have til aftensmad?? Gåtur langs Boat Quay
Golden Sands Resort, som vist egentlig er et kasino. Et ret nyt byggeri, der  på platformen på toppen, der strækker sig hen over de tre bygninger, huser intet mindre end en kæmpe pool tre gange større end en fodboldbane og en lille park!
Vi har brugt en dag i Singapore Zoo, som viste sig som en meget positiv overraskelse. Jeg er ellers ikke den store zoo fan udenfor Danmark, hvor jeg tit synes, at zoos kan være et lidt sørgeligt syn. Men vi er enige om,  at det er den bedste zoo, vi har været i, også inklusiv de zoos og dyreparker, vi kender fra Danmark. Zoo'en var lavet som en del af junglen. Bure og hegn var holdt nede til et absolut minimum, i stedet blev brugt buske, voldgrave mmm., og de steder, hvor hegn var sat op, var det lavet i naturmaterialer. Som noget ret unikt havde de mange frie dyr. F.eks. kravlede orangutangerne rundt i trætoppene over en (de havde så sat diskret elektrisk hegn på træstammerne, så dyrene ikke kunne finde på at kravle ned til os mennesker). Vi endte med at være i parken fra morgen til aften og fik både set elefanter, orangutanger, alverdens aber, fisk og en masse andre dyr. Man kunne prøve at ride på en elefant, og eftersom vi havde haft planer om dette i Malaysia, men ikke nåede det, tænkte vi, at det kunne Gry prøve her - og det var virkelig noget, hun synes var sjovt - og kunne rigtig skråle "én elefant kom marcherende" bagefter - det store dyr gjorde stort indtryk.

Papegøjer sidder og siger hej ved indgangen til Singapore Zoo.
Aber kravler rundt i trækronerne over os.
Venstre: Gry nærstuderer fiskene.
Højre: Kæmpeskildpadderne gjorde indtryk, også selvom Gry undrede sig over, hvorfor de slet ikke bevægede sig.

De hvide tigre.
En ridetur på en elefant var et kæmpe hit for Gry, og hun synes, at turen var alt for kort.

Orangutanger kravler rundt over hovederne på os i Singapore Zoo.
Singapore er en meget multikulturel by, sammensat af vestlige udlændinge, der bor og arbejder her, kinesere, muslimer, indere... En dag gik vi fra vores hotel i Little India forbi en moské, til det kinesiske tempel Kuam Im Thong Hood Cho og lige ved siden af det indiske tempel Sri Krishnan. Her var livlig aktivitet og flere hundrede kinesere raslede med pinde (de der lykkepinde, der forudsiger fremtiden), tændte røgelsespinde, ofrede frugt og asede og masede som de er bedst til :-) I forbindelse med templet var et stort kommercielt marked for salg af røgelsespinde, blomster, frugt mm., man kunne ofre til den store guldbuddha inde i templet. Der var endda et kæmpe center kaldet "fortune center" fyldt med tempel-relaterede butikker. Det lille hindu-tempel Sri Krishnan, der lå ved siden af, gav igen en oplevelse af at træde ind i en anden verden, et lille stykke Indien.
Kinesisk tempel.
Venstre: Nærbillede af udsmykning på det kinesiske tempel.
Højre: Under alle parasollerne blev der solgt blomster, røgelsespinde, frugt mm., som man kunne give til Buddhaen inde i templet.

Bedende foran templet.
En lille pause (og middagslur)... før det næste tempelbesøg... 
Sri Krishnan Templet.

I morgen er det hjemrejsedag, og selvom vi synes, det var noget trist at forlade Koh Lipe i Thailand og nemt kunne have nappet 1-2-3... uger mere, så glæder vi os nu til at komme hjem - også selvom det er til sne og minusgrader. I morgen er også en anden særlig dag, nemlig Grys fødselsdag - og vi glæder os til at give hende en helt speciel, omend noget anderledes, 3 års fødselsdag - før vi til midnat sætter os på flyet hjem mod Danmark.