søndag den 15. januar 2012

De første rejsedage - jetlag og togtur


Efter en vellykket flyvetur og trætte unger, der var lette at putte, havde vi ikke lige regnet med det nattesjov, der udfoldede sig på vores første nat på rejsen. Efter at have sovet et par timer vågnede først Selma, og så Gry og var helt friske pga. jetlag og tidsforskellen, og der blev først ro på kl 3 – sikke en nat altså. Begge unger var lysvågne, og efter at have kæmpet et par timer for at få dem til at sove videre, måtte vi kapitulere og tænde lyset. Så blev der leget en times tid før vi bestemte os for at prøve igen, og efter endnu et par timers kamp var der endelig ro.

"Hygge" på værelset i Singapore - eller hvad man nu kalder det, når, klokken er 2 om natten...

Men så er det jo godt, at vi er vant til at have natteravnen Selma, så vi var egentlig meget friske da vi vågnede halv otte, så efter en god gang morgenmad og gøren klar, gik vi en lang tur for at snuse lidt til Singapore. Selma den laban drattede omkuld i slyngen – hun kan sagtens. I det område, vores hotel lå, var der mange dyre og store boligblokke, og der var et vældig leben på sådan en lørdag, med små børn, der legede, løbere, cyklister mm. Vi gik ud til kysten til East Coast Beach, hvor der lå en fin park og en sandstrand lå og så indbydende ud med palmer langs vandet, mens horisonten var fyldt med store skibe. Badevand var det dog ikke – men vi fik dyppet tæerne, mærket den friske brise og Gry fik brændt lidt energi af i sandet.  Efter en sen frokost på en dejlig afslappet cafe med udsigt over vand og palmer, var dagen nærmest gået før end den var begyndt.


Gry brænder noget energi af på East Coast Beach i Singapore

I Singapore er der styr på sagerne, og selvom det er en asiatisk by, så adskiller den sig noget fra andre byer i området. Alting er så rent og ordentligt, store brede veje med grønne træer og blomster, hvor alle kører pænt. På trods af de mange dyre shopping centre, boligblokke mm., så ligger disse side om side med kinesiske gadekøkkener, små butikker med buddhaer, kinesisk massage og meget andet, så man et øjeblik tror, at man ikke er i Singapore mere. En anden pudsig ting er de mange forbud, man støder ind i, når man går. Der er jævnligt skilte med ting, der er forbudt og hvad prisen er ved overtrædelse. F.eks. 1200 kr for at smide affald, eller hvad med 4000 kr for at cykle på en gangsti??

East Coast Park

Efter en nat, der også bød på vågne unger fra 22-3, skulle vi allerede pakke rygsækken sammen igen. Vi har ikke fået set meget af Singapore endnu, men regner med, at vi når at opleve meget mere inden vi skal flyve hjem til Danmark i februar, her har vi nemlig 4 dage mere i byen. Forhåbentlig sover ungerne bedre om natten til den tid – så forældrene har lidt flere plusser på overskudskontoen til at opleve J.

Vi måtte op allerede kl 6 for at nå toget til Kuala Lumpur, og det var hårdt for børn såvel som voksne ovenpå sådan en urolig nat. Det tog ca. 7 timer, og undervejs kunne vi kigge på landlivet i Malaysia - fyldt med store palme- og gummi plantager. Ellers gik togturen fint, selvom det føltes som en lidt lang tur da vi alle var så trætte.
Træt mor, sovende Selma og næsten sovende Gry i toget fra Singapore til Kuala Lumpur.

Efter en laaang taxatur gennem et kaotisk Kuala Lumpur fyldt med biler og mennesker og ind i Chinatown bydelen, stod vi på vores hotel, et hyggeligt åndehul midt i det sprudlende gadeliv. Det var dog sidst på dagen, så vi har ikke nået andet end at få noget lækker malaysisk aftensmad og et bad.

Endelig fremme på hotellet i KL - og tid til sen eftermiddagsmad - dragefrugt.
Gry afprøver sin soveplads for natten på hotellet i KL.
Nu sidder vi så og venter på, at natteroderiet bryder ud igen - men måske ungerne er ved at vænne sig til den nye tidszone og har besluttet sig for, at i nat skal være natten, hvor de lader deres forældre få en ordentlig nats søvn? I hvert fald glæder vi os meget til at skal ud og snuse til byen i morgen og opleve stemningen i Chinatown.

1 kommentar:

  1. Pyyyyhaaa!!! Det der natteroderi kan vi jo kun nikke genkendende til fra vores rejse :-) Det var dog heldigvis kun første nat for vores vedkommende, så jeg krydser alle fingre og tæer for, at I forældre kan få en rolig nat i nat. Det er da alt for hårdt at finde overskud til at opleve alt det nye med så få timers søvn om natten.

    Ellers ser det jo vildt lækkert ud med den strand i Singapore - også selvom den ikke var badevenlig. Kan se I også allerede har gang i pittayaerne (dragefrugt) - God ide at bruge dem som eftermiddagsmad! De er så dejligt nemme at håndtere - i hvert fald de hvide af dem :-)

    Det ser ud til I havde næsten hele toget for jer selv - i hvert fald var der mange frie sæder i baggrunden på billedet. Dejligt med lidt fred og ro på sådant et langt togstræk - man kunne jo også risikere et leben uden lige, der gjorde det umuligt at få indhentet lidt af den tabte søvn.

    I må have god fornøjelse i KL - jeg glæder mig til at se lidt billeder af gadelivet og jeres hyggelige hotel udvendigt :-)

    SvarSlet