Saigon

Ho Chi Minh City, Sydvietnams store metropol, kaldes af alle (undtagen det socialistiske styre) for Saigon. Det er en sydende boble af moderne højhuse og indkøbscentre, Vietnams tætteste og mest kaotiske trafik, hoteller til de mange turister, der passerer gennem byen, små smalle gader fyldt med mennesker, kørende butikker, parkerede og kørende motorcykler osv.

Vi kom til Saigon efter en lang togtur fra Hoi An, det tog 20 timer, men det sidste lange stræk foregik om natten, og der sov vi alle tre, så turen føltes ikke så lang. Allerede da vi ankom til Saigon et par timer forsinket kl. 6 om morgenen, summede byen af liv og trafikken var tæt, vi har aldrig set så mange motorcykler samlet i én by som her og har da også senere fået fortalt, at der er intet mindre en 5 millioner motorcykler bare i Saigon.

En masse motorcykler/scootere holder i kø i det centrale Saigon.

Et must-see for alle, der besøger Saigon, er krigsmuseet med en stor udstilling af fotos, dokumenter, våben, uniformer mm. fra Vietnamkrigen. Vi gik derind og fik puttet Gry til middag, da vi havde hørt, at billederne ikke var for børn og sarte sjæle. Og det var virkelig nogle grumme billeder, der viste krigsforbrydelser – billeder af bunker af lig, afbrændte landsbyer, soldater, der holder ligs hoveder i hånden mens de står og griner, skrækslagne mennesker, der løber for deres liv eller er tæt på at dø. Et afsnit af museet var tildelt ofre efter det kemiske stof ”agent orange”, som blev brugt af amerikanerne til at sprøjte marker og skovområder i et forsøg på at hindre de vietnamesiske soldater i at gemme sig. Det var børn, ældre og fostre med deforme og manglende lemmer osv. Der var også mange billeder af konsekvenserne af amerikanernes napalm-bomber. En særlig udstilling var udendørs, med eksemplarer af de berygtede ”tiger cages” (pigtråds-bure), hvori fanger blev placeret på varmt sand ude i den stegende sol.

De berygtede tiger cages. I det lille bur kunne sidde 2-3 fanger krummet sammen. I det store bur 5-7 fanger.

Museet var noget propagandistisk og farvet af det socialistiske styre, der stadig er her i landet, men hvis man så igennem fingre med diverse slagord og farvede beskrivelser, så var museet meget informativt – og billederne taler jo for sig selv om en krig, hvis formål kan være svær at finde frem til i dag.

Her i Saigon har vi også set Genforenings Paladset, som er blevet brugt af franskmændene og var stedet, hvor socialisterne fik overdraget magten efter Vietnamkrigen. Paladset emmer af en tid, der er hengået, og de let støvede udstillingsrum af præsidentens kontor, bibliotek osv., fortæller om en tid, der var en gang.

Reunification Palace

Ellers har vi travet rundt og set operahus, rådhuset og andre bygninger i en klassisk, fransk kolonistil, som vi ellers ikke har set ret meget i Vietnam.

Rådhuset og operahuset.

Det er som om, at det centrale Saigon er ét stort marked, med diverse små butikker og gadesælgere, der liiige vil sælge dig et par solbriller, en zipo lighter, der heeeelt sikkert er fra Vietnamkrigen med påtrykte slogans som "war is hell, but combat is a real son of a bitch" etc., kopi tasker, piratkopierede dvd’er mm. Så vi har fået en del tid til at gå med bare at gå rundt og kigge på disse butikker og det store marked, der ligger overdækket midt i byen. Resten af tiden i Saigon er fløjet af sted med afslapning på kaffebarer med kolde ice blends og frisk sort kaffe – det er livet J. Gry har også fået sin portion af is de sidste dage og går og siger ”is, is” hele tiden.

Et sindrigt kabelsystem i Saigon.

Vores Vietnam-oplevelser er ved at være ovre efter en måneds rejse fra nord til syd – næste stop: Thailand.

Gry hygger sig i den offentlige park i Saigon.

Cu Chi tunnelerne

35 km nord for Saigon ligger det berygtede Cu Chi område, som amerikanerne kaldte the iron triangle under vietnamkrigen. Området er kendt fra krigen pga. et omfattende tunnelnetværk, som Viet Cong soldaterne brugte til at gemme sig i og udføre overraskelses- og nålestiksoperationer bag fjendens linjer. Jeg havde efterladt Gry og Carina for at tage ud og opleve de klaustrofobiske forhold i disse tunneler ved selvsyn. Vi tænkte, at det nok ikke var så nemt at have Gry med til dette.

Stedet var en stor turistattraktion, ikke mindst for vietnameserne selv. Vores guide var meget informativ, og det var spændende at høre detaljerne om tunnelbyggeriet. Hvordan indgangene blev skjult og bygget, nogle under vand, og hvordan man anvendte de mest horrible faldfælder med bambusspyd, man kan forestille sig. Hvis man ikke kendte tunnelsystemet godt, kunne man nemt komme på gal vej med skjulte fælder. Desuden var tunnelerne så smalle, at mange amerikanske soldater knap kunne kravle igennem dem, og de var konstrueret, så de blev smallere og smallere, jo dybere man kom ned i dem. Hele stedet var en rekonstruktion, da det meste af netværket blev ødelagt af enorme bombardementer - og højdepunktet var selvfølgelig, da vi selv kom ned at kravle i 120m tunnel, der var blevet rekonstrueret.

Anders kravler ned i og op af den lille bitte indgang til en af tunnelerne.

Vi fik også mange fortællinger om Viet Cong soldaterne, som for det meste var lokale bønder - både mænd og nogle kvinder, og som guiden sagde : ”In the day time farmer, in the night time Viet Cong”. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan disse soldater har været en meget effektiv guerilla-hær.

Anders kravler igennem en af de bittesmå tunneler.

Mekong Deltaet

Igennem Sydvietnam løber den store Mekong flod, som er verdens 12. længste flod og på vietnamesisk kaldes drage-floden pga. dens form. Mekong floden har mange side-floder og små kanaler og danner et helt floddelta. Vi tog på en dagstur fra Saigon for at snuse til Mekong Deltaet , vi havde desværre ikke tid til en flerdages tur, selvom det havde været mere optimalt.

Vi startede med at sejle på en meget bred del af floden. Vi blev sejlet over til en ø, der blev kaldt Unicorn Island. Her blev vi sat af båden og så forskellige ting, som bliver lavet i området. Bl.a. havde de bistader, hvor honningen blev brugt til at lave diverse søde sager, cremer mm.

Båd på Mekong floden.

Slange-vin bliver også produceet her. Døde slanger, kryb mm. bliver lagt i et glas med en slags ris-vin, og så får det lov at stå og trække – mmm, mums. I samme forbindelse fik vi kastet den kobraslange om halsen – pyh, der var moderen lige ved at panikke, mens Gry kiggede underligt på den.

Carina og Gry holder en kobraslange!

Vi så også hvordan kokosnødder med lidt bearbejdning kan forvandles til de lækreste karameller og fik en lille introduktion til ”jungle-frugt”, en masse forskellig frugt, der bliver dyrket her i Mekong Deltaet; Rambutan, papaya, lichee, pomelo, ananas.

"Jungle-frugt"

Efter at have set alle disse ting, skiftede vi båd til en lille robåd, og vi blev roet gennem de smalle kanaler med palmerne og træerne tæt omsluttende os. Det var ren junglebogs-stemning og rigtig flot med palmerne knejsende mod vandoverfladen, som om de prøvede at drikke vandet

Ude at sejle på en lille kanal i Mekong floden.

Anders og Gry kigger på palmer langs en lille kanal.

Den lille kanal tæt omsluttet af palmer.

Vi blev i en lidt større båd sejlet til en lille landsby på øen, hvor vi fik frokost. Herefter havde vi et par timer, hvor vi kunne gå rundt i området og kigge lidt på landby-livet og junglen, der omsluttede byen. Det var rigtig hyggeligt, men pludselig åbnede himmelen sluserne med en tropisk regnbyge, og så var det om at komme i dækning.

Carina og Gry hygger sig på den lidt større båd.

Anders og Gry spiser ris med lige stor entuciasme.

Vores guide hygger sig med Gry.

Et kokosnøddetræ knejser over landsbyen

Anders og Gry kigger nærmere på kokosnødderne.

Da dagen var omme og vi sejlede tilbage mod den by, hvorfra vi skulle med bus tilbage til Saigon, gik Gry ud som et lys, det har været en lang dag med mange oplevelser lige fra at holde en stor tung kobraslange, se alverdens guf, man kan lave med honning, hvordan kokosnødder bliver bearbejdet til lækre karameller, smage på alverdens jungle-frugt og sejle gennem brede og smalle kanaler.

En meget træt Gry på båden tilbage fra en dag på Mekong floden.

Hoi An

Vi har været en lille uge i Hoi An, et rigtigt lille åndehul midt på vores tur. Hoi An er en hyggelig by med en meget velbevaret gammel bydel, der ligger ned til floden, og som er rigtig hyggelig at vandre rundt i. Byen er meget turistet, så den ene souvenir butik ligger side om side med de andre, og antallet af restauranterne med vestlig mad overstiger i høj grad antallet af vietnamesiske restauranter.

Flodpromenaden

Hele den gamle bydel er flot oplyst af farvede silkelanterner, og mange butikker sælger disse lamper også.

Lokale sejler på floden.

Hoi Ans gamle bydel er ret velbevaret, og de gamle huse ligger side om side i de smalle gader, hvor biler ikke må køre. En stor omvæltning her i Vietnam, hvor trafikken er sindssyg, kaotisk og larmende. Motorcykler måtte godt køre der – og dem er der mange af herovre – men bare det at slippe for bilerne var dejligt. Vi har været inde i nogle af de gamle huse og templer, der er meget velbevarede.

Nolge af de gamle huse i Hoi An.

Et af de mange små hyggelige templer i Hoi An.

Røgelsespinde og frugt på alteret som ofringer til Buddha er fast inventar i ethvert tempel.

Vi har boet på et hyggeligt hotel med en dejlig pool, som Gry har været glad for. Her har vi kunnet dyppe os og slappe af i varmen. For enden af poolen var et stort akvarium med store fisk, det er altid et hit J.

Vi har også været ude ved stranden 5 km udenfor byen en dag, rigtig dejligt, men vilde bølger, så badning var ikke noget for Gry, der var lidt bange for de store bølger, som kom brusende ind. Men så er det jo godt, at man bare kan sidde og lege i sandet J.

Carina har også været på et madlavningskursus en dag, så nu er hun velbevandret i vietnamesiske specialiteter fra Hoi An. Kurset indebar et besøg på det lokale marked efter ingredienser til maden, og derefter en sejltur ned af floden ud til madlavningsskolen, hvor vi fik demonstreret de forskellige opskrifter, hvorefter vi selv fik lov at give os i kast med dem. Det hele sluttede af med, at vi spiste al den gode mad, vi havde lavet.

En dame sælger frugter.

Fiske-markedet.

En dame sælger kød, mens hun nyder sin Pho, den vietnamesiske nationalret.

En altmulig-butik

På markedet solgtes alt fra levende høns til fisk, kød, frugt, grøntsager.

Nogle af ingredienserne i det vietnamesiske køkken.

Nogle af de retter, vi lavede på kurset: Ananas med skaldyrssalat, Hoi An sprød-pandekage, forårsruller med frisk rispapirdej og aubergine i lerpotte. Mmm.

Ellers er dagene gået med at trave rundt i den gamle bydel, drikke kolde juice og spise pandekager, slappe af, det har været dejligt her godt inde i vores rejse.

Gry og Anders deler en bananpandekage med chokolade.

Hoi An specialitet kylling i lerpotte.

En meget høj højstol i Vietnam - nummer to højstol, vi har set i al den tid, vi har været i Vietnam :-)