Good morning Vietnam: Hanoi-hedebølge.

Vi fløj fra Bangkok tidlig morgen for nogle dage siden. Igen snorksov Gry hele vejen i flyveren, så det var jo herligt. Man kunne virkelig mærke, at man var kommet til et nyt land – med tæt trafik, dyttende motorcykler alle vegne og folk med rishatte. Cykler og motorcykler læsset til randen med alt muligt – blomster, frugter, porcelæn, papkasser, sodavandsflasker… Som I kan høre er Hanoi en intens summende by med trafik og menneskemylder i én pærevælling, gadekøkkener med intermistiske siddepladser på fortovet på små plastikstole og opstillede butikker. Vi bor i den gamle bydel på en lille hyggelig plet mit i Hanois kaos. Det var en prøvelse at bevæge sig ud i den sindsyge trafik de første par gange, men nu kopierer vi vietnameserne - krydser vejen langsomt - så motorcykler mm. kan nå at manorere udenom os. Der er ingen lyskryds eller noget, så man er nødt til at kaste sig ud i det.

Gry og mor kigger på den vilde trafik fra vejkanten.

Her i Hanoi har vi oplevet en hedebølge i heden, temperaturerne har været oppe på de 40-45 grader de sidste dage, hvilket i øvrigt føles som mere end 40-45 ville gøre så mange andre steder pga. en samtidig høj luftfugtighed. Går man ude i 1 minut er ens tøj drivvådt af sved, mens sveden pibler ned af ansigtet og ryggen. Selv vietnameserne synes det er ganske ulideligt, og varmen har sat en begrænsning for hvad vi har kunnet, da vi ikke vil udsætte Gry for så meget varme. Vi har selv kunnet mærke på vores kroppe hvor hårdt det er, man føler man koger. Men nu ser det ud til, at det er ved at falde til mere humane 35 graders varme, og i dag har vi gået og snakket om hvor dejligt køligt det føles J.

I Vietnam bæres ting med håndkraft eller på meget læssede cykler eller motorcykler, som også fungerer som salgsvogn.

Dagene i Hanoi er gået med at trave rundt og opleve livet og mylderet. Vi har også set et par templer, som er en helt anden og mere ”beskeden” stil end dem, vi har set i Bangkok. Midt i Hanoi ligger en stor sø, som er en lille oase midt i kaos, her har vi også gået et par ture.

Hoan Kiem Lake midt i Hanois gamle bydel.

En dame vil gerne snakke med Gry i et af Hanois templer.

I dag var nok turens højdepunkt for Gry. Vi var i teateret og se vanddukker, som er en over 1000 år gammel nordvietnamesisk tradition med dukker af træ, der bevæger sig op og ned i et bassin med vand. Det var rigtig sjovt at se – en blanding af historier fra livet på landet, myter og legender. Det var virkelig en sjov oplevelse, og Gry var i sit es og grinede, pegede og klappede med.

Det går stadig fint med at rejse med Gry, men det er hårdt. Der er ikke så meget tid til os selv og til at reflektere over vores oplevelser. Måltiderne er også lidt af en prøvelse da højstole er en by i Rusland herovre og der tit er så mange indtryk fra mennesker, maden og omgivelserne at forholde sig til samtidig. Så det ender tit i pyller, og vi mangler at finde en god løsning til hvordan hun kan sidde selv og spise, det ville hjælpe meget, tror vi, da hun jo er vant til det derhjemme.

Grys ordforråd udvikler sig hurtigt herovre, og det er nogle lidt sjove ord, hun fanger. ”Bye bye”, tempel-tempel-tempel, ananas og Thailand er allerede kommet på ordlisten, og det går hurtigt med nye ord. Hun er meget interesserede i børnene herovre, og mange kommer hen med deres helt små børn og vil have dem til at snakke med Gry.

Den kvindelige ejer af vores hostel har en 3 årig datter, som Gry har hygget sig med. I det hele taget er alle de ansatte meget venlige her, og vi har følt os hjemme og Gry er rigtig blevet forkælet med frugt og frisk mælk.

Vi havde en skræk-indjagende oplevelse i dag. Vi mistede Grys elskede bamseklud Peter Kanin, som hun havde smidt fra sig da hun sad i slyngen på ryggen af Anders. Vi opdagede det først efter en time da vi sad midt i vanddukke-forestillingen – og vi kunne ikke huske om vi havde haft ham med eller om han lå på vores værelse. Turen hjem føltes meeeget lang, og vi havde begge to en dårlig fornemmelse. Da vi næsten var hjemme sidder en mand på et gadehjørne på en motorcykel og kalder på os og hiver Peter frem – vi var så lettede. Bagefter kunne vi huske at han havde råbt efter os da vi gik forbi ham to timer tidligere – men der troede vi bare at han var en motorcykeltaxa, der ville køre os et sted hen og gik videre. Hvad er oddsene lige for sådan en flink og ærlig mand på den anden side af jordkloden i en by med 4 millioner indbyggere? Vi var grædefærdige af lettelse – og fik os en ordentlig lærestreg med at have et ligeså stort øje på Peter, som vi har på Gry J. Den bamse betyder alverden for Gry – endnu mere herovre end derhjemme, og det siger ikke så lidt.

I morgen hopper vi på nattoget til Sapa, der ligger i det nordlige Vietnam i 1600 meters højde og forhåbentlig kan give os nogle dage i mere behagelige temperaturer J , blandt rismarker, markeder og minoritetsfolk.