fredag den 10. februar 2012

Dykning på Koh Lipe



Efter nogle ugers rejse var vi nået til turens adventure højdepunkt for mit vedkommende. Vi havde planlagt at jeg skulle opgradere mit dykkercertificat fra PADI Scuba Diver til Open Water hvilket krævede lidt ekstra teori samt to ekstra dyk og nogle øvelser på lavt vand. 


Det hele kunne nås på én dag men jeg startede dog med et kort genopfriskningskursus efterfulgt af to "fun-dives". Jeg blev hurtigt fortrolig med udstyret og kunne nyde to fantastiske dyk senere på den første dag. Billederne er taget af en instruktør der var med på dykkene og taler for sig selv. 

Søstjerne
Flotte koraller
Skorpionfisk - havets kamelæon. Man kan se det ene øje i midten.
Venstre: Ukendt art af pindsvinefisk, men flot er den. Kommer man tættere på, puster den sig op som en ballon
Højre: "Clown Anemonefish" - i familie med fisken i "Find Nemo"

På turen var Thomas (Tyskland) og Kaisyei (Thailand) hvor Thomas også var i gang med at tage Open Water kurset. Sammenlignet med kurset på Kho Tao var det hyggeligt at være på kursus med nogle andre nybegyndere og det var en god mulighed for at lære nogle andre rejsende at kende. Noget der ikke altid er så nemt når man rejser med børn.

 Bådene læsses og gøres klar til dykning.


Det sidste teori gennemgåes før dagens dyk ved dykker shoppen.
På anden dagen havde jeg allerede overstået teorien så der manglede bare de to dyk samt en række øvelser under vand. Vi skulle bl.a. tage masken af og svømme 20 m uden maske for derefter at tage masken på igen og tømme den for vand samt træne forskellige nødprocedurer ved tilfælde af at man ikke kan få luft fra sit mundstykke. Det hele gik fint og jeg arbejdede fint sammen med min "body" Thomas fra den første dag.


Klar til at hoppe i vandet fra bådkanten.
Alt OK...!
Thomas, min "body", svæver i vandet som del af øvelserne til Open Water kurset
Efter to dage med masser af store oplevelser under vand er jeg rigtig blevet udfordret på mit adventure-gen og har fået endnu mere smag for dykningen. Det har også været særligt at have et par dage til ren egoist-tid... og mon ikke Carina hun trænger til lidt aflastning fra kids de næste par dage..... :-)

Flotte koraller

Sjælden set - en ung "Batfish". Når den er udvokset får den mønster og farver, indtil da camouflerer den sig som et vissent blad i vandet.  

Venstre: "Spottet Lion Fish" så vi rigtig mange af, flotte er de men man skal passe på de giftige pigge på finnerne
Højre: Et søpindsvin med lange sorte pigge.

Den malaysiske mad

På vores rejse gennem Malaysia har vi fået smagt på en masse forskellig lækker mad, som vi godt vil fortælle lidt om. Det malaysiske køkken er pga. århundreder med handel, kolonisering og immigration en blandet affære med inspiration især fra det kinesiske og indiske køkken.




Krydderier er chili, karryer, gurkemeje, koriander, mlemongrass, lime blade mm. Nasi (ris) eller mee(nudler) indgår i stort set alle retter. Svitser man dem med nogle krydderier og variende fyld, får man henholdsvis nasi og mee goreng - som primært er de retter, der bliver solgt i gadekøkkenerne. Anders var vild med "nasi", jeg var vild med "mee", og vi har efterhånden tygget os igennem nogle portioner af disse retter i mange varianter; med kylling, fisk, skalddyr, grøntsager...



Kylling er det foretrukne kød herovre. Svinekød har vi ikke set før vi nåede Georgetown og pga. den massive kinesiske indflydelse her, kunne man få det, hvilket muslimerne jo ikke spiser. Ellers er der rigtig meget fisk og skalddyr pga. de lange kyststræknnger- og vi har spist det og krydset fingre for friske råvarer og ingen maveproblemer hver gang, og hver gang sluppet for det.



Der er selvfølgelig en række regionale specialiteter. Især Penangs køkken har et fantastisk ry, og en af de populære retter, er asam laksa - ris nudler i en stærk suppe med fisk toppet med bl.a. agurker, ananas mm.



Der er et rigt gadeliv i byerne i Malaysia, og det gør også, at der er rigtig mange steder, man kan købe noget hurtigt mad. Ofte er der små stole og borde, som man kan sidde ved midt på fortovet, eller man kan tage sin mad med.





Vi har ofte købt mad ved et af de mange gadekøkkener og taget med hjem på hotelværelset, hvis vi lige trængte til at være os selv og ikke være til offentlig beskuelse i alle spisesituationer. Så lavede vi "skovtur" med et tæppe på gulvet, det var noget, der passede Gry. Grys absolutte favorit mad har været kylling satay - kyllingespyd krydret med lækre krydderier, med peanutsovs, rødløg og agurker som tilbehør. En bunke kyllingespyd og en skål hvide ris, så var hun glad.






Grillede majskolber kan også fås de fleste steder og er vildt lækre, når man får dem, rygende varme og med smør og salt -mmm. Selma elskede at få lov at sidde og gnave i sådan en :-)




Det kan også godt mærkes, at vi er kommet til troperne på udvalget af frugt - der er ikke den slags frugt, man ikke kan få herovre. Vandmeloner, drsgefrugter, ananas, mango, papaya, passionsfrugt, bananer, guava, lychees,  rambutan... Og så selvfølgelig de ildelugtende durian-frugter, som de lokale er tossede med - men som vi andre synes smager af sur ost og ikke er nogen fornøjelse at spise. Vi har endda set skilte (godt nok i Singapore) på hoteller, der forbyder, at man spiser durian, hmm... Al frugten kan laves til lækre juicer, som vi også flittigt har drukket.







Ovenpå alle de nudler og ris har vi nærmest dagligt haft is-tid - og selvom det ikke har noget med malaysisk mad at gøre, så skal I ikke snydes for lidt billeder af vores glade is-spisere :-) Velbekomme!







Selmas første møde med Oreo kiks var et rigtig godt bekendtskab :-)