søndag den 15. januar 2012

De første rejsedage - jetlag og togtur


Efter en vellykket flyvetur og trætte unger, der var lette at putte, havde vi ikke lige regnet med det nattesjov, der udfoldede sig på vores første nat på rejsen. Efter at have sovet et par timer vågnede først Selma, og så Gry og var helt friske pga. jetlag og tidsforskellen, og der blev først ro på kl 3 – sikke en nat altså. Begge unger var lysvågne, og efter at have kæmpet et par timer for at få dem til at sove videre, måtte vi kapitulere og tænde lyset. Så blev der leget en times tid før vi bestemte os for at prøve igen, og efter endnu et par timers kamp var der endelig ro.

"Hygge" på værelset i Singapore - eller hvad man nu kalder det, når, klokken er 2 om natten...

Men så er det jo godt, at vi er vant til at have natteravnen Selma, så vi var egentlig meget friske da vi vågnede halv otte, så efter en god gang morgenmad og gøren klar, gik vi en lang tur for at snuse lidt til Singapore. Selma den laban drattede omkuld i slyngen – hun kan sagtens. I det område, vores hotel lå, var der mange dyre og store boligblokke, og der var et vældig leben på sådan en lørdag, med små børn, der legede, løbere, cyklister mm. Vi gik ud til kysten til East Coast Beach, hvor der lå en fin park og en sandstrand lå og så indbydende ud med palmer langs vandet, mens horisonten var fyldt med store skibe. Badevand var det dog ikke – men vi fik dyppet tæerne, mærket den friske brise og Gry fik brændt lidt energi af i sandet.  Efter en sen frokost på en dejlig afslappet cafe med udsigt over vand og palmer, var dagen nærmest gået før end den var begyndt.


Gry brænder noget energi af på East Coast Beach i Singapore

I Singapore er der styr på sagerne, og selvom det er en asiatisk by, så adskiller den sig noget fra andre byer i området. Alting er så rent og ordentligt, store brede veje med grønne træer og blomster, hvor alle kører pænt. På trods af de mange dyre shopping centre, boligblokke mm., så ligger disse side om side med kinesiske gadekøkkener, små butikker med buddhaer, kinesisk massage og meget andet, så man et øjeblik tror, at man ikke er i Singapore mere. En anden pudsig ting er de mange forbud, man støder ind i, når man går. Der er jævnligt skilte med ting, der er forbudt og hvad prisen er ved overtrædelse. F.eks. 1200 kr for at smide affald, eller hvad med 4000 kr for at cykle på en gangsti??

East Coast Park

Efter en nat, der også bød på vågne unger fra 22-3, skulle vi allerede pakke rygsækken sammen igen. Vi har ikke fået set meget af Singapore endnu, men regner med, at vi når at opleve meget mere inden vi skal flyve hjem til Danmark i februar, her har vi nemlig 4 dage mere i byen. Forhåbentlig sover ungerne bedre om natten til den tid – så forældrene har lidt flere plusser på overskudskontoen til at opleve J.

Vi måtte op allerede kl 6 for at nå toget til Kuala Lumpur, og det var hårdt for børn såvel som voksne ovenpå sådan en urolig nat. Det tog ca. 7 timer, og undervejs kunne vi kigge på landlivet i Malaysia - fyldt med store palme- og gummi plantager. Ellers gik togturen fint, selvom det føltes som en lidt lang tur da vi alle var så trætte.
Træt mor, sovende Selma og næsten sovende Gry i toget fra Singapore til Kuala Lumpur.

Efter en laaang taxatur gennem et kaotisk Kuala Lumpur fyldt med biler og mennesker og ind i Chinatown bydelen, stod vi på vores hotel, et hyggeligt åndehul midt i det sprudlende gadeliv. Det var dog sidst på dagen, så vi har ikke nået andet end at få noget lækker malaysisk aftensmad og et bad.

Endelig fremme på hotellet i KL - og tid til sen eftermiddagsmad - dragefrugt.
Gry afprøver sin soveplads for natten på hotellet i KL.
Nu sidder vi så og venter på, at natteroderiet bryder ud igen - men måske ungerne er ved at vænne sig til den nye tidszone og har besluttet sig for, at i nat skal være natten, hvor de lader deres forældre få en ordentlig nats søvn? I hvert fald glæder vi os meget til at skal ud og snuse til byen i morgen og opleve stemningen i Chinatown.

lørdag den 14. januar 2012

Farvel regn, blæst og kulde – goddag ferie, Singapore og 30 grader :-)


Så er vores Sydøstasien rejse 2012 endelig startet, og vi har glædet os længe til at rejse hele familien ud med rygsækken. Det er Grys 2. længere rejse under fremmede himmelstrøg, hun var også med i Vietnam i 2010 – men det er Selmas første tur, og vi er spændte på hvordan det bliver at være af sted med to unger denne gang - og også hvordan det bliver at rejse med en baby.
Godt pakket 25 kg's rygsæk (!) - og klar til at tage på tur - wuhuuu!

Første stop på rejsen er Singapore. Vi fløj torsdag, efterladende et hundekoldt, gråt og blæsende Danmark, prhhh. Flyveturen var på i alt 15 timer inkl. 2 timer i transit i Frankfurt. Vi havde billetter til aften/nat i håb om, at ungerne ville fordrive det meste af turen med at sove. Flyet fra Billund til Frankfurt gik ret begivenhedsløst og var hurtigt overstået, og transitten i Frankfurt gik også hurtigt, det er jo en kæmpe lufthavn, hvor vi skulle fra den ene ende til den anden, og før vi fik set os om, sad vi i verdens største passagerfly mod Singapore.

Ventetid på flyveren i Billund fordrives med aftensmad...
...Og LEGO selvfølgelig - vi var vel i Billund :-)
Vi havde gode pladser med benplads og en lift til Selma hængende på væggen. Selma faldt hurtigt i søvn og sov godt hele natten – med meget færre opvågninger end derhjemme – skulle man mon indføre sådan en daglig flyvetur ved sengetid?? Hun klarede sin første flyvetur til UG, det tør vi godt give os i kast med en anden gang.

Gry den bølle var lidt hyper over al virakken og var meget spændt. Men hun klarede også flyveturen rigtig flot. Hun gik jo vældig op i Nissebanden i december og fik trang til at skråle for hele flyet: ”Ballonen i blæsevejr… Himmelen er så blå, folk bl’r bittesmå, hele byer bli’r til legetøj. Et mylder men uden støj…vi svæææver højt henover sky, henover tårnene i by…tra la la…”, søde pige. Efter at have proklameret for Anders, kl 23 dansk tid ”jeg vil ikke sove i flyveren far, først når vi er i Singapore”, gik der lige præcis 2 min., og så var hun faldet i søvn uden sut eller et godnat eller noget J.

Kl. 10 dansk tid, og kl 17 lokal tid, landede vi i Singapore.  Vi tog med en minibus og ankom til vores hostel, som vi havde reserveret hjemmefra, og blev taget meget vel imod. Sådan et par lyshårede unger kan charmere hvem som helst herovre, så der gik ikke mangle minutter før Gry havde fået en is i hånden mens vi checkede ind og fik forklaret lidt om byen.

Efter aftensmad fra bistroen tilknyttet hostlet, er vi ved at være godt trætte – selvom ungerne sov udmærket, så kan vi gamle forældre godt mærke det i kroppen efter sådan en ubekvem nat i et fly. Vi er spændte på hvordan ungerne tager jetlagget, de er blevet puttet for natten nu, men det svarer mere til middagslur dansk tid, så vi er spændte på, om de vågner om et par timer og ikke vil sove mere. Vi krydser fingre for en god nats søvn og glæder os til at snuse lidt til Singapore i morgen, godnat herfra.

onsdag den 11. januar 2012

Sydøstasien-rejse 2012



Nu vil vi på afveje igen! Vi er klar til at drage afsted alle mand mod Singapore, Malaysia og Thailand med den store rygsæk godt pakket, en paraplyklapvogn og et par slynger. I morgen torsdag venter flyet i Billund mod Frankfurt, og efter et par timer i transit det store Airbus fly mod Singapore. Vi skal flyve om natten og satser på, at ungerne sover hele vejen (7-9-13 og krydsede fingre). Vi vender først snuderne hjemad den 12. februar, hvor det så går løs med studiestart for Carina, børnehavestart for Gry, vuggestuestart for Selma - og en måneds barsel for Anders :-)

På rejsen kommer vi til at bevæge os fra Singapore til den Malaysiske halvø og derefter en kort afstikker til Thailand og bade- og dykkerferie, før vi tager tilbage til Singapore og videre hjemad. Vi håber på at komme forbi templer og moskeer, kolonibyer og lækre strande, jungle og meget andet på vores rejse.


Kort over Singapore, Den Malaysiske halvø og det sydligste Thailand.

Vi har en masse sommerfugle baskende rundt i maven - men mon ikke vi når at få styr på dem i løbet af den 15 timer lange flyvetur? Forude venter en måneds oplevelser, familieliv, afslapning og udfordringer, som følger med rejselivet. Vi glæder os helt ustyrligt til at sætte hverdagen på pause for en stund og i stedet være en familie på fuld tid.


fredag den 8. oktober 2010

Hjemme igen

Der har vist været lidt stille på bloggen siden vi kom hjem fra vores Sydøstasien-rejse, men vi er altså hjemme igen :-). Flyveturen hjemad gik som en leg, vi fik de bedste pladser forrest i flyet og blev installeret med en fin "baby-basket" - sådan en slags lift, der hang på væggen. Så Gry kunne sove i en rigtig seng, vi havde benplads og det hele - skøøønt.

Og fordi det nu allerede er oktober og efterårstrist og mørkt, så skal I da ikke snydes for et lille drøm-dig-væk billede på sådan en regnvejrsfredag... God weekend :-)