Saigon

Ho Chi Minh City, Sydvietnams store metropol, kaldes af alle (undtagen det socialistiske styre) for Saigon. Det er en sydende boble af moderne højhuse og indkøbscentre, Vietnams tætteste og mest kaotiske trafik, hoteller til de mange turister, der passerer gennem byen, små smalle gader fyldt med mennesker, kørende butikker, parkerede og kørende motorcykler osv.

Vi kom til Saigon efter en lang togtur fra Hoi An, det tog 20 timer, men det sidste lange stræk foregik om natten, og der sov vi alle tre, så turen føltes ikke så lang. Allerede da vi ankom til Saigon et par timer forsinket kl. 6 om morgenen, summede byen af liv og trafikken var tæt, vi har aldrig set så mange motorcykler samlet i én by som her og har da også senere fået fortalt, at der er intet mindre en 5 millioner motorcykler bare i Saigon.

En masse motorcykler/scootere holder i kø i det centrale Saigon.

Et must-see for alle, der besøger Saigon, er krigsmuseet med en stor udstilling af fotos, dokumenter, våben, uniformer mm. fra Vietnamkrigen. Vi gik derind og fik puttet Gry til middag, da vi havde hørt, at billederne ikke var for børn og sarte sjæle. Og det var virkelig nogle grumme billeder, der viste krigsforbrydelser – billeder af bunker af lig, afbrændte landsbyer, soldater, der holder ligs hoveder i hånden mens de står og griner, skrækslagne mennesker, der løber for deres liv eller er tæt på at dø. Et afsnit af museet var tildelt ofre efter det kemiske stof ”agent orange”, som blev brugt af amerikanerne til at sprøjte marker og skovområder i et forsøg på at hindre de vietnamesiske soldater i at gemme sig. Det var børn, ældre og fostre med deforme og manglende lemmer osv. Der var også mange billeder af konsekvenserne af amerikanernes napalm-bomber. En særlig udstilling var udendørs, med eksemplarer af de berygtede ”tiger cages” (pigtråds-bure), hvori fanger blev placeret på varmt sand ude i den stegende sol.

De berygtede tiger cages. I det lille bur kunne sidde 2-3 fanger krummet sammen. I det store bur 5-7 fanger.

Museet var noget propagandistisk og farvet af det socialistiske styre, der stadig er her i landet, men hvis man så igennem fingre med diverse slagord og farvede beskrivelser, så var museet meget informativt – og billederne taler jo for sig selv om en krig, hvis formål kan være svær at finde frem til i dag.

Her i Saigon har vi også set Genforenings Paladset, som er blevet brugt af franskmændene og var stedet, hvor socialisterne fik overdraget magten efter Vietnamkrigen. Paladset emmer af en tid, der er hengået, og de let støvede udstillingsrum af præsidentens kontor, bibliotek osv., fortæller om en tid, der var en gang.

Reunification Palace

Ellers har vi travet rundt og set operahus, rådhuset og andre bygninger i en klassisk, fransk kolonistil, som vi ellers ikke har set ret meget i Vietnam.

Rådhuset og operahuset.

Det er som om, at det centrale Saigon er ét stort marked, med diverse små butikker og gadesælgere, der liiige vil sælge dig et par solbriller, en zipo lighter, der heeeelt sikkert er fra Vietnamkrigen med påtrykte slogans som "war is hell, but combat is a real son of a bitch" etc., kopi tasker, piratkopierede dvd’er mm. Så vi har fået en del tid til at gå med bare at gå rundt og kigge på disse butikker og det store marked, der ligger overdækket midt i byen. Resten af tiden i Saigon er fløjet af sted med afslapning på kaffebarer med kolde ice blends og frisk sort kaffe – det er livet J. Gry har også fået sin portion af is de sidste dage og går og siger ”is, is” hele tiden.

Et sindrigt kabelsystem i Saigon.

Vores Vietnam-oplevelser er ved at være ovre efter en måneds rejse fra nord til syd – næste stop: Thailand.

Gry hygger sig i den offentlige park i Saigon.