Gobi ørkenen

Sainbaynuu! (Det er efter en uges tid endelig lykket os at laere et par enkelte fraser i det mongolske sprog, som f.eks. goddag, hehe - det er daelme et svaert sprog...)

For ca. 9 dage siden begav vi os afsted mod Gobi-oerkenen. Vi kom tilbage til ovedstaden i gaar, en del mere stoevede og traette end da vi satte ud! Vi har koert et godt stykke over 1200 km, som er den omtrente afstand vi har tilbagelagt i fugleflugt. Langt det meste af vejen paa bumpede grusspor eller paa offroad tvaers gennem oerkensletter (De foerste 40 km fra hovedstaden var asfalterede, saa var det slut!). Paa denne maade har det vaeret noget af en udfordring og det er dejligt med et par afslappende dage i staden, inden vi fortsaetter vest paa. Det har ogsaa betydet at vi har oplevet en helt masse af disse smaa afsides flaekker af landsyer, som har lagt spredt med store mellemum paa vores vej gennem oerkenen. Vi har ligeledes moedt en del enlige nomadefamilier der lever i enlige telte med deres kvaeg spredt ud over sletterne.

De foerste to dage frem var gold og barsk oerken, og der var stort set ikke andet end bare sletter og golde bjerge at se. Det var to dage med mange koerselstimer og vi var godt traete ved ankomst til lejrene disse to dage. Vi var paa farten ca. 10-12 timer i 35-40 graders varme. Dette er i sig selv ret haart. Dertil kommer en ubarmhjertig bumpet vej, en gammel nedslidt russisk minibus og en vild og blodig chauffoer. Der blev drukket meget vand for at holde depoterne oppe, og vi var faktisk en smule nervoese for at vi ikke havde faaet nok med fra den foerste dag. Der blev dog mulighed for at koebe ind inden vi loeb toer.

Vores chauffoer, var mongolsk fra Ulaan Baatar. Han var en lille mand af bygning med grove ansigtstraek og slidt af det mongolske vejr. Han lignede en paa ca. 60 aar, men faktisk var han kun 42. Hans koersel var ikke saerlig passager venlig, og man kunne til tider foele sig mere som en saek kartofler end en menneskelig passager. Han var dog en en meget flink mand der altid smilte og var glad. Dog kunne man ane en smule panik, paa et tidspunkt hvor vi for vildt i naesten 2 timer! Han kunne ikke et eneste ord engelsk, saa al kommunikation foregik med tegn og fagter, saa det var nogle gange lidt vanskeligt.

Destinationen var en ret frodig nationalpark i den sydlige del af Gobi. Vi naaede parken paa 4. dag. Parken var ligesom en oase midt i den toerre oerken. Her var groent og frodigt. I parken vandrede vi mod en kloeft, Yolun Am, det var et saelsomt syn at naa frem til denne kloeft, i den laa nemlig et tykt lag is! Bare et par timer tidligere havde vi staaet i 40 graders varme...Da vi var der, trak et kaempe uvejr ind over dalen med regn, hagl og torden - saa det var ret sindssygt at klatre rundt paa det glatte is - og da vi et par timer senere igen stod i 40 graders varme, var det helt surrealistisk at taenke paa is-kloeften/uvejret.



Efter at have gaaet rundt i dalen, koerte vi videre gennem nationalparken i bragende uvejr - her kom vi igennem Dugany Am : en kloeft, hvor vores bil lige netop kunne passere, saa smal var den. Det var et meget flot omraade med hoeje klipper, groenne skraaninger og saelsom natur.
Om aftenen naaede vi frem til Khongoryn Els - et omraade af meget hoeje sandklitter (de hoejeste 300 m) straekkende sig over 100 km i laengden - det var et meget imponerende syn.




Vi brugte hele dagen efter paa at vandre i sandet - fra klitterne kunne man staa og betragte omgivelserne - spredte ger'er, bjerge og de toerre sletter. Solopgang og nedgang var et fantastisk syn fra toppen. Vi undrer os stadig over dette naturfaenomen - hvordan saa meget sand kan samles paa et sted i en oerken af sten og jord...

For at fuldende oerkenoplevelsen tog vi lige et par timer paa kamelryg langs sandklitterne :-) Anders synes det var vaeldig sjovt, og Carina kunne huske hvor ondt man fik i bagdelen af at sidde paa saadan en faetter i mere end faa timer!

Det har taget et par dages koersel at naa tilbage til Ulaanbaatar. Undervejs paa turen har vi sovet ved lokale familier, der havde en ekstra ger. Det har vaeret interessant at faa indblik i deres liv. Maden har vaeret ok - havde bestemt frygtet at det var mere faare-agtigt end det var... Det var simpelt mad, hvad der lige var til raadighed - ris, faarekoed og gedekoed. Det er utroligt at de kan leve et liv saa isoleret fra omverdenen, midt ude i ingenting, langt fra naboer og by... Mongolerne var meget tilbageholdende, men nysgerrige og smilende - venlige, og paa trods af sprogbarrieren kan man alligevel forstaa mange ting hinanden imellem med simple fagter og tegn - og masser af taalmodighed.

Her tilbage i hovedstaden Ulaanbaatar er byen helt paa den anden ende - det er nemlig Mongoliets uafhaengighedsdage, som fejres med en kaempe festival - der er liv i gaderne, mongolerne er klaedt i deres stiveste puds - de aeldre i flotte nationaldragter og de unge i smart moderigtigt toej. Naadam festivallen startede i dag med et brag af en aabningsceremoni, og vi er spaendt paa at se hvad de naeste dage byder paa af mongolsk hestevaeddeloeb, brydning, bueskydning mv. Vi haaber stadig at vores visum-problemer er blevet loest, men vores pas ligger stadig paa Immigrationsministeriet, som desvaerre holder lukket pga. Naadam - saa det ser ud til at vi maa blive i UB weekenden over for at faa vores pas igen...

Vi haaber I alle har det godt og at den danske sommer viser sig fra sin bedste side :-)

Hilsen Anders og Carina