lørdag den 14. august 2010

Så vender vi snuden hjemad efter 6 uger på farten.

Vi tog fra Koh Tao i torsdags og har haft et par dage i Bangkok, som vi har fordrevet med endnu et tempelbesøg samt et besøg på Chatuchek markedet, som vores guidebog så malerisk beskriver som ”the mother of all Thai markets”. Det var også et kæmpestort marked, og vi fik næsten en hel dag til at gå derude.

Wat Traimit – temple of the Golden Buddha


Buddhaen består af 5,5 tons rent guld og er intet mindre end 180 millioner dollars værd.

Nu sidder vi så her på et hotelværelse i Bangkok, vores sidste aften inden vi i morgen hopper på et fly til Danmark, og prøver at skabe lidt orden i vores rygsække og få styr på alle vores oplevelser i hovedet. Vi har haft en rigtig god rejse og har set og oplevet mange ting. Det har til tider også været hårdt at rejse med en 1½ årig, men det har også givet os nogle helt specielle oplevelser som familie og mulighed for at være sammen i døgnets 24 timer. Det har også åbnet nogle døre, som ellers ikke ville være blevet åbnet for os.

Vi er sikre på, at Gry også har haft en rigtig god rejse. Hun kommer hjem med mange gode oplevelser, selvom hun nok ikke kan huske nogle af dem. Hun kommer hjem med mange nye ord i sin lille rygsæk og har tyvstartet på engelsk allerede : -) Hun har lært underlige ting som at små vietnamesiske børn får chips til morgenmad, og hvordan man beder til en Buddha. Hun kommer også hjem med en hel håndfuld nye tænder, som der har drillet os løbende i rejsens forløb.

Men nu glæder vi os meget til at komme hjem – vi glæder os til at se jer alle sammen, og vi glæder os til at få en hverdag med faste rutiner, faste spise- og sengetider, spise rugbrød og lakrids mm. Men det bliver ikke sidste gang, at vi rejser væk med rygsækken som familie til fremmede himmelstrøg – at rejse er stærkt vanedannende : -) Vi ses i Danmark!

Livet under vandet

Farverige fisk og flotte koraller, vi har set på vores snorkelture. Nogle af korallerne havde sjove blå/lilla "munde", der lukkede sig når man svømmede henover dem, se billeder nedenfor.














Koh Tao

Ovenpå mere end 4 ugers rejse har vi holdt en meget tiltrængt afslapningsuge på Koh Tao. Vi har nydt at være væk fra asfalterede veje og Sydøstasiens kaotiske trafik og har rigtig fået ladt batterierne op til de sidste dage af vores rejse og turen hjem til Danmark.

Tanote strand

Vi har boet på en stille og rolig strand på østsiden af øen, hvor vi har haft en hyggelig bungalow. Vi har også hygget os i restauranten med kolde friske frugtshakes og iskaffer, chokoladepandekager og barbeque fisk og skaldyr.


Vores hyggelige bungalow

Et par aftener havde vi besøg af en ”lille” 30 cm stor øgle, der sad og kiggede ned på os fra loftet. Vi fandt senere ud af, at de holdt slanger væk, og så synes en øgle pludselig meget tilforladelig…

Anders har taget et scuba diver certifikat. Det var en stor oplevelse at bryde nogle grænser og opleve en ny verden under vand, så nu er han helt bidt af dykning. Carina har været på en snorkeltur rundt omkring øen.

Dykker-træning i poolen før de rigtige dyk i havet.

Anders gør klar til sit første dyk.

Ellers er dagene er passeret forbi med at bygge sandslotte, samle store sten, snorkle fra stranden mellem de mange fisk og flotte koraller og bade i det lune vand.

Leg på stranden

Et lille egern, der holdt til lige uden for vores vindue.


Det vrimlede med flotte sommerfugle i træerne - de var bare ret svære at fotografere :-)


Seriøse sandslot-byggere



Frisk fisk fra havet direkte fra grillen - mmm.


mandag den 9. august 2010

Rejsen til Koh Tao og de første indtryk

Efter en flyvetur fra Vietnam, en dags venten i Bangkok, 9 timer i tog, 2 timer med båd og en halv time på ladet af en firehjulstrækker, er vi nu ankommet til et sandt lille paradis – Ao Tanote, Tanote strand, på Koh Taos isolerede og stille østkyst udfor Thailands østkyst.

Vi forlod Vietnam torsdag morgen med et fly til Bangkok. Efter en hel dags venten hoppede vi på et tog sydpå – og meget tidligt kl. halv fem om morgenen stod vi på togstationen i Chumpon. Togturen gik, som alle vores togture, rigtig fint, og Gry sov hurtigt. Togene i Thailand er en rigtig god standard, med brede senge og små forhæng, man kan trække for sin køje. I Chumpon skulle vi vente en times tid på en bus, der kørte os ud til havnen, ca. 25 km fra byen. Her kom vi på en lille katamaran, der et par timer senere satte os af på øen, ved den største strand og den eneste lille by, der er her på øen.

Vi bor på en lille stille strand, Ao Tanote, på østsiden af øen, på Black Tip Dive Resort, og for at komme herom måtte vi krydse øen i firehjulstrækker. Det var en vild og stejl vej, der gik oooop og neeeed, og som kun var asfalteret halvdelen af vejen, resten af vejen var sand med kæmpestore sten og huller fordelt skødesløst hen over kørebanen. Anders måtte holde godt fast på bagagen og sig selv omme på ladet sammen med de andre rejsende, mens Carina og Gry havde fået pladser inde i bilen.

Og her er vi så nu – et lille stykke paradis - et azurblåt hav med koraller og farvestrålende fisk, og palmer, der bøjer sig ned over vandet. VI bor i en hyggelig bungalow mellem træer og blafrende sommerfugle en spytklat fra de blå bølger. Her bliver vi den næste uges tid og slapper af og nyder livet, inden vores 6 ugers Sydøstasien-rejse er slut, og vi vender næsen hjemad mod Danmark.