Hoi An

Vi har været en lille uge i Hoi An, et rigtigt lille åndehul midt på vores tur. Hoi An er en hyggelig by med en meget velbevaret gammel bydel, der ligger ned til floden, og som er rigtig hyggelig at vandre rundt i. Byen er meget turistet, så den ene souvenir butik ligger side om side med de andre, og antallet af restauranterne med vestlig mad overstiger i høj grad antallet af vietnamesiske restauranter.

Flodpromenaden

Hele den gamle bydel er flot oplyst af farvede silkelanterner, og mange butikker sælger disse lamper også.

Lokale sejler på floden.

Hoi Ans gamle bydel er ret velbevaret, og de gamle huse ligger side om side i de smalle gader, hvor biler ikke må køre. En stor omvæltning her i Vietnam, hvor trafikken er sindssyg, kaotisk og larmende. Motorcykler måtte godt køre der – og dem er der mange af herovre – men bare det at slippe for bilerne var dejligt. Vi har været inde i nogle af de gamle huse og templer, der er meget velbevarede.

Nolge af de gamle huse i Hoi An.

Et af de mange små hyggelige templer i Hoi An.

Røgelsespinde og frugt på alteret som ofringer til Buddha er fast inventar i ethvert tempel.

Vi har boet på et hyggeligt hotel med en dejlig pool, som Gry har været glad for. Her har vi kunnet dyppe os og slappe af i varmen. For enden af poolen var et stort akvarium med store fisk, det er altid et hit J.

Vi har også været ude ved stranden 5 km udenfor byen en dag, rigtig dejligt, men vilde bølger, så badning var ikke noget for Gry, der var lidt bange for de store bølger, som kom brusende ind. Men så er det jo godt, at man bare kan sidde og lege i sandet J.

Carina har også været på et madlavningskursus en dag, så nu er hun velbevandret i vietnamesiske specialiteter fra Hoi An. Kurset indebar et besøg på det lokale marked efter ingredienser til maden, og derefter en sejltur ned af floden ud til madlavningsskolen, hvor vi fik demonstreret de forskellige opskrifter, hvorefter vi selv fik lov at give os i kast med dem. Det hele sluttede af med, at vi spiste al den gode mad, vi havde lavet.

En dame sælger frugter.

Fiske-markedet.

En dame sælger kød, mens hun nyder sin Pho, den vietnamesiske nationalret.

En altmulig-butik

På markedet solgtes alt fra levende høns til fisk, kød, frugt, grøntsager.

Nogle af ingredienserne i det vietnamesiske køkken.

Nogle af de retter, vi lavede på kurset: Ananas med skaldyrssalat, Hoi An sprød-pandekage, forårsruller med frisk rispapirdej og aubergine i lerpotte. Mmm.

Ellers er dagene gået med at trave rundt i den gamle bydel, drikke kolde juice og spise pandekager, slappe af, det har været dejligt her godt inde i vores rejse.

Gry og Anders deler en bananpandekage med chokolade.

Hoi An specialitet kylling i lerpotte.

En meget høj højstol i Vietnam - nummer to højstol, vi har set i al den tid, vi har været i Vietnam :-)

My Son ruinerne

My Son ruinerne, 50 km fra Hoi An, blev bygget af Champa kongedømmet fra det 4. til det 13. århundrede og fungerede som et religiøst og politisk centrum. Vi tog en bil meget tidligt om morgenen for at komme derud lidt tidligere end tur-busserne kom rullende ind, så vi bedre kunne nyde stemningen derude i fred og ro.

Da vi kom derud begyndte det at regne ret voldsomt, og det fortsatte resten af tiden, vi var der (og resten af dagen tilbage i Hoi An, hvor gaderne blev forvandlet til små floder, motorcyklerne gik i stå ved at prøve at køre igennem, strømmen gik på hotellet i et par timer og vi ellers bare blev inden døre).

Meget af My Son er stort set kun ruiner. Da de blev opdaget sidst i det 19. århundrede, var de allerede i ruiner, og under Vietnamkrigen, hvor vietcong brugte det som base, blev de bombet af amerikanerne - så ikke meget er tilbage. Meget her i Vietnam er desværre gået tabt som følge af bombardementer under Vietnamkrigen. Nogle få figurer og udskæringer er gået fri af ødelæggelserne, men det meste af dette er flyttet til museer i byerne.

My Son ligger ude i skoven, og det var meget stemningsfuldt at gå rundt mellem ruinerne og forestille sig, hvordan det må have set ud engang. Det var et sted, vi godt kunne have gået rundt og hygget os i nogle timer, og Gry kunne have rendt rundt og leget, men pga. det voldsomme regnvejr, blev det et kortere besøg :-)

Ceremoni med munke ved Tu Hieu Pagoda

Med tog 1000 km sydpå til kejserbyen Hue.

Efter et par dage med to lange togture og ventetid imellem, ankom vi til Hue. Vi forlod Sapa lørdag aften med nattoget og ankom til et regnfuldt Ha Noi tidligt søndag morgen, hvor vi havde en hel dags venten, før vores tog til Hue gik søndag aften.

Dagen brugte vi på at få set Ho Chi Minhs Mausoleum – et stort tilløbsstykke for vietnamesiske turister – og køen var meget lang allerede da vi kom. Første overraskelse var, at vi ikke måtte have Gry med ind i mausoleet, hun var for lille, man må nok ikke forstyrre den døde mand. Så vi måtte i skift give os i kast med den lange kø, som bevægede sig overraskende hurtigt. Selve Ho Chi Minhs mausoleum er en grå bygning i bedste Sovjet-stil – selvom den vist officielt skulle ligne en lotus-blomst – døm selv :-)

Ho Chi Minhs Mausoleum.

Dybt inde i bygningen lå Ho Chi Minhs balsamerede lig, lille og bleg, i meget dæmpet belysning, og man fik lov i rask tempo at passere, overvåget af soldater klædt i hvidt for hver anden meter, hvilket gav en autoritær, højtidelig stemning til stedet. Oplevelsen var ovre ligeså hurtigt, som den var begyndt – og fra bygningens mørke og kølighed blev man lukket ud i cirkusset af vietnamesiske turgrupper, vestlige turister og skoleklasser. Da Anders kom ud fra mausoleets mørke, havde han stiftet sit første bekendtskab med balsamerede lig – og Carina kan nu prale af at have set balsamerede lig af de tre store, kommunistiske statsledere – Lenin i Moskva, Mao i Beijing og nu Ho Chi Minh i Hanoi. Gry må vente med sådanne oplevelser, til hun får en mere respektabel alder.

I Hanoi fik vi taget afsked med de ansatte på Little Hanoi Hotel, som Gry også har været rigtig glade for, hvorefter vi begav os på den lange togtur videre sydpå.

Ansatte på Little Hanoi Hotel hygger med Gry

Vi delte togvogn til Hue med en flok vietnamesere i en tur-gruppe. De var meget højrøstede og larmende, men det forhindrede os nu ikke i at få en god nats søvn, men vi var også så heldige at være endt i ”børnekupeen”, så da resten af vognen fortsatte med at larme, lå vi og sov. De sidst 3-4 timer af togturen havde vi hele vognen helt for os selv, da de alle stod af. Gry var vist lidt chokeret over deres svineri – hver gang hun gik forbi nabo-kupeen sagde hun ”ad, ad” fordi der lå så meget skidt og madrester på gulvet, hehe. Hun har endnu engang klaret begge togture over forventning og har sovet som en sten, dejligt det går så nemt med transport.

Hue ligger ved ”Perfume River” og er gammel hovedstad for Nguyen kejserne. Byen består af en 2 meter bred og 10 km lang bymur, og inde i denne er et citadel med de kejserlige bygninger og gemakker. Mange af bygningerne er ødelagte først under den franske kolonisering, senere under Vietnamkrigens Tet offensiv, og det er kun ruiner, der er tilbage. Et stort restaureringsarbejde var i gang af de mindst beskadigede bygninger, og andre bygges op fra bunden igen.

Indgangen til citadellet.

Detaljer på nogle af bygningerne inde i citadellet.

Vi har også brugt tiden i Hue på at se gamle kejser-grave, som ligger spredt rundt omkring Hue. Gravene er nærmest er et helt kompleks med templer, søer og ruiner. Det var meget stemningsfuldt at gå rundt der.

Tu Ducs grav-område

Anders og Gry kigger sig omkring i nogle af de gamle bygninger.

Gry fik en ægte Vietnam-hat af en venlig mand - den var hun vældig imponeret over.

Vi har også set et par templer. Ved et af templerne var vi så heldige at komme lige som munkene gik i gang med bøn, det var en stor oplevelse at overvære.

Thien Mu Pagoda

Gry og en Buddha, som hun var ret betaget af.

Anders og Gry kigger ud over "perfume River".

Munke i bøn ved Tu Hieu Pagoda.

Efter bønnen.

Hue har været et kort stop på vores vej, 4 timer fra Hue i bus, er vi nu ankommet til Hoi An.