tirsdag den 6. juli 2010

Tempelture og menneskemylder i Bangkok.

Bangkok er fuld af liv. Vores hostel gemmer sig af kringlede små veje, hvor der knap kan være en bil, et herligt sted, midt i Chinatowns mylder og smalle gader. Der er en dejlig summende og intens stemning med mange små butikker og spisesteder, spændende dufte og et gadeleben uden lige. Det ligger et stykke fra Bangkoks turistcentrum, hvilket vi nyder. Ikke så langt fra hostlet kan vi tage en flodbåd, der fungerer som bus og sejler passagerer til stoppesteder langs floden. En smart kombi med båd og bus i ét – man sparer en tur i taxa eller på gåben i den tætte trafik – og oveni det hele får man et dejligt frisk vindpust i hovedet, mens man sejler.

Udsigten fra vores hostels tag-restaurant.
Gadeliv i Bangkok

Monsunen mærker vi ikke meget til. Der er selvfølgelig en høj luftfugtighed herovre. Udover det, så kommer der et voldsomt regnskyl cirka en gang om dagen med lyn og tordenbrag, så er det om at komme i ly, men når det er ovre, giver det en tiltrængt frisk vind og strejf af kølighed.

Gry leger i vandpytter efter en tropisk regnbyge.

Vi har set en masse templer her i Bangkok. De er alle smukke og velholdte, med overdådige guld- og sten udsmykninger, og en masse bittesmå detaljer. I de centrale templer gemmer sigenorme Buddhaer, bl.a. har vi set Thailands største liggende Buddha, 46 meter lang og 15 meter høj, bare fødderne var 3 meter høje. Omkring templernes centrale område er spredte stupaer og mindre templer med små Buddhaer.

Wat Prah Kaew og Grand Palace.



Wat Arun


Wat Pho
Udover tempelturene er dagene gået med vænne os til varmen og rejselivet, samt at trave rundt i Bangkoks gader og se på alle menneskene, gadekøkkenerne, markederne langs vejen osv. Vi har alle tre fået smag for de lækre saftige frugter herovre – og stort set det eneste, Gry gider spise midt på dagen, når varmen er værst. Især ”rambutan” er et hit, en frugt med en sjov, rød, ”langhåret” skal med det lækreste, hvide saftige kød inderst. Hun var ellers meget forsigtig og svær at overtale til at prøve dem i starten, men nu synes hun både det er enormt skægt at pille skrællen af og spise frugten J.

Gry prøver kokosnødde-mælk - hvordan skal man lige drikke af sådan en??

Gry har klaret varmen, tidsforskellen og maden fint – hun er glad og tilfreds. Hun bliver jævnligt overfaldet af kvinder, unge piger, (og nogle mænd) hvis stemmer går helt i falset mens de hviner ”baby baby baby”. De er ved at dåne hvis hun smiler til dem, og de fniser og fniser, meget søde, men noget mere in-your-face end vi er vant til i Danmark. Nogle af dem er lidt nærgående og stormer hen og vil holde hende, ryster hendes arm eller kniber hende i kinden, men så skal hun nok sige fra J, ellers gør vi. De fleste vil have et billede sammen med hende – eller med deres egne små unger. Hun har fået flere kys af små thailandske 1-3 årige drenge allerede J.

I morgen rejser vi videre mod Vietnam efter få dage i Thailand, men mange indtryk rigere. Det at have barn med har indtil videre givet os en masse små oplevelser hist og pist – det åbner nogle døre til oplevelser, samtaler og venlighed, vi tror vi ikke ellers ville have fået. Vi glæder os allerede til at komme tilbage i august og få et par ugers oplevelser i Sydthailand.

lørdag den 3. juli 2010

Ankomst til Bangkok :-)

Vi havde været tidligt oppe fredag, 4:15, for at nå et fly til København, efter kun 4 timers søvn var det lige tidligt nok. Dernæst var en hel dag fløjet af sted i København før vi havde påbegyndt den lange flyvetur fra København til Bangkok. Vi var derfor allerede lidt trætte, da vi sad ombord på flyveren til Wien, hvor vi skulle mellemlande. Heldigvis var Gry også træt, så hun endte med at falde i søvn i sin mors skød og fortsatte med at sove de næste 9 timer(!) uden at vågne – og det inkluderede endda en tur op i slyngen, trasken gennem Wien lufthavn med transfer check-in, paskontrol og sikkerhedskontrol, stort menneskemylder og en flok fulde larmende fyre, der skulle på charter J, ombord på det nye fly og spænden af sikkerhedssele mm. Hun må virkelig have været træt. Den del af flyveturen, hun var vågen, var hun glad og medgørlig. Vi havde været meget spændte på hvordan hun ville klare netop flyveturen, men det må siges at være gået over forventning.

Vi ser på flyvere tidlig morgen i Aalborg lufthavn.

Gry ved far i slyngen ved mellemlandingen i Wien lufthavn

Vi bemærkede straks varmen og den høje luftfugtighed, da vi kom ud af lufthavnen og har været lidt halvklamme af sved lige siden. Vi kommer nok til at bruge et par dage til at vende os til det. Gry har taget varmen fint, vi tror vi har det værre end hun har.

Vi sidder nu og nyder aftenluften på vores balkon på River View Guesthouse, der som navnet siger, har en fantastisk udsigt ud over Chao Phraya floden. Vi har fundet os rigtig godt tilrette på vores hostel, der ligger midt i Chinatown. De har en dejlig tagterrasse med restaurant, som vi nok kommer til at benytte flittigt, mens vi er her. Maden er lækker og Gry lapper risene, kylling og cashewnødder, rejer i hvidløgssauce mm. i sig - så længe det ikke er for stærkt :-)

Bangkok sprudler af liv. Tæt trafik med biler, tuk-tuk og knallerter, og på de smalle gader her i Chinatown bugner det frem med alle mulige butikker og værksteder, spændende dufte fra gadekøkkenerne og os fra alle køretøjerne – nu er vi rigtig kommet til Sydøstasien og glæder os meget til at være sammen som familie i 6 uger og alle de oplevelser, der venter os.

torsdag den 1. juli 2010

Ready, set, go: På afveje til Sydøst Asien



(Vietnams flag)

Så nærmer store afrejse-dag sig hastigt, og vi glæder os meget - men det er med en hel sommerfuglefarm, der blafrer rundt i maven, for det er ligesom at skulle rejse ud med rygsæk for allerførste gang når man skal have en knap 1½ årig livlig tumle-tonse-tøs med på farten! Vi er ret så spændte.

Hele oppakningen til 6 ugers rejse :-) Én stor rygsæk til vores alle tre's bagage, én dagsrygsæk/håndbagage, Grys lille taske og kameratasken og en paraplyklapvogn!

2. juli: Afgang fra Aalborg til Kastrup, Kastrup til Bangkok, Thailand.
7. juli: Vi flyver fra Bangkok til Hanoi i Nordvietnam
5. august: Vi flyver fra Ho Chi Minh City i Sydvietnam til Bangkok
15. august: Vi flyver hjem til Danmark, Kastrup fra Bangkok, Thailand


De vigtigste ting - pas, vsium, hævekort, flybilletter og guidebog - så kan vi klare det meste.


Gry essentials: Her er hvad vi er endt op med: Sæbeboler, fingerdukker, bog og pixibøger, scrap/tegnebog og farveblyanter, puslespil, bil, oppustelig badebold, lille bold, skovl, mini-fotoalbum og et par Schleich dyr.

Udover tingene på billedet skal Peter Kanin (Grys yndlings-putte-bamse-klud) selvføgelig også med - og balloner og en mini-drage - de kan redde enhver situation :-)


Der bliver nogle dage til at se Bangkok, en måned til at rejse fra nord til syd ned gennem Vietnam forhåbentlig med tid til at se ris-terrasser, gamle kejser-byer og hyggelige små byer, sejlture i flotte bugte, stier fra Vietnamkrigen, mekong-floden, minoritetsfolk mm. Til sidst 1½ uge i Thailand med tid til badeferie på en lækker ø med palmer og turkisblåt hav :-) Det er i hvert fald alt det, vi drømmer om at opleve - og hvad vi så vælger at nå og gøre derovre må vi se hen af vejen.

Her er et kort overblik over vores rejse. Vores idé om rejserute er markeret med lilla streg.

Vi håber, at I vil følge med i vore rejseoplevelser her på bloggen, som bliver vores online rejsedagbog i stedet for e-mails. Her vil vi undervejs lægge beretninger og billeder ind, så tjek herinde engang imellem. Skriv også gerne en kommentar til os, så bliver vi så glade :-) (klik på "kommentarer" under hvert indlæg). God sommer til jer alle :-) Vi ses om 6 uger, når vi igen sætter fødderne på dansk grund.


(Thailands flag)

onsdag den 2. juni 2010

3 styks visum og klar til rejse.

Igår ankom 3 styks visum hurtigt og smertefrit fra den vietnamesiske ambassade, det tog 4 dage fra vi sendte det med posten til vi fik det igen, så det må man sige har været noget mere effektiv ekspedering end de andre lande, vi tidligere har prøvet kræfter med. Thailandsk visum får man ved ankomsten, så det behøver vi ikke have hjemmefra.
I dag er der en måned til vi rejser, og vi kan næsten ikke vente. Igår læste vi den gode nyhed, at udenrigsministeriet ikke længere fraråder rejser til Bangkok, alt er normaliseret igen ovenpå uroen de sidste par måneder, en virkelig god nyhed, eftersom vi starter vores rejse i Bangkok før vi flyver videre til Vietnam.

Men nu er der lige en måned med forskningsopgave og eksamen, rejseplanlægning, indkøb og pakning - og tid til at nyde den danske sommer, der først skal overstås, før vi rejser mod Sydøstasien den 2. juli.