lørdag den 3. juli 2010

Ankomst til Bangkok :-)

Vi havde været tidligt oppe fredag, 4:15, for at nå et fly til København, efter kun 4 timers søvn var det lige tidligt nok. Dernæst var en hel dag fløjet af sted i København før vi havde påbegyndt den lange flyvetur fra København til Bangkok. Vi var derfor allerede lidt trætte, da vi sad ombord på flyveren til Wien, hvor vi skulle mellemlande. Heldigvis var Gry også træt, så hun endte med at falde i søvn i sin mors skød og fortsatte med at sove de næste 9 timer(!) uden at vågne – og det inkluderede endda en tur op i slyngen, trasken gennem Wien lufthavn med transfer check-in, paskontrol og sikkerhedskontrol, stort menneskemylder og en flok fulde larmende fyre, der skulle på charter J, ombord på det nye fly og spænden af sikkerhedssele mm. Hun må virkelig have været træt. Den del af flyveturen, hun var vågen, var hun glad og medgørlig. Vi havde været meget spændte på hvordan hun ville klare netop flyveturen, men det må siges at være gået over forventning.

Vi ser på flyvere tidlig morgen i Aalborg lufthavn.

Gry ved far i slyngen ved mellemlandingen i Wien lufthavn

Vi bemærkede straks varmen og den høje luftfugtighed, da vi kom ud af lufthavnen og har været lidt halvklamme af sved lige siden. Vi kommer nok til at bruge et par dage til at vende os til det. Gry har taget varmen fint, vi tror vi har det værre end hun har.

Vi sidder nu og nyder aftenluften på vores balkon på River View Guesthouse, der som navnet siger, har en fantastisk udsigt ud over Chao Phraya floden. Vi har fundet os rigtig godt tilrette på vores hostel, der ligger midt i Chinatown. De har en dejlig tagterrasse med restaurant, som vi nok kommer til at benytte flittigt, mens vi er her. Maden er lækker og Gry lapper risene, kylling og cashewnødder, rejer i hvidløgssauce mm. i sig - så længe det ikke er for stærkt :-)

Bangkok sprudler af liv. Tæt trafik med biler, tuk-tuk og knallerter, og på de smalle gader her i Chinatown bugner det frem med alle mulige butikker og værksteder, spændende dufte fra gadekøkkenerne og os fra alle køretøjerne – nu er vi rigtig kommet til Sydøstasien og glæder os meget til at være sammen som familie i 6 uger og alle de oplevelser, der venter os.

torsdag den 1. juli 2010

Ready, set, go: På afveje til Sydøst Asien



(Vietnams flag)

Så nærmer store afrejse-dag sig hastigt, og vi glæder os meget - men det er med en hel sommerfuglefarm, der blafrer rundt i maven, for det er ligesom at skulle rejse ud med rygsæk for allerførste gang når man skal have en knap 1½ årig livlig tumle-tonse-tøs med på farten! Vi er ret så spændte.

Hele oppakningen til 6 ugers rejse :-) Én stor rygsæk til vores alle tre's bagage, én dagsrygsæk/håndbagage, Grys lille taske og kameratasken og en paraplyklapvogn!

2. juli: Afgang fra Aalborg til Kastrup, Kastrup til Bangkok, Thailand.
7. juli: Vi flyver fra Bangkok til Hanoi i Nordvietnam
5. august: Vi flyver fra Ho Chi Minh City i Sydvietnam til Bangkok
15. august: Vi flyver hjem til Danmark, Kastrup fra Bangkok, Thailand


De vigtigste ting - pas, vsium, hævekort, flybilletter og guidebog - så kan vi klare det meste.


Gry essentials: Her er hvad vi er endt op med: Sæbeboler, fingerdukker, bog og pixibøger, scrap/tegnebog og farveblyanter, puslespil, bil, oppustelig badebold, lille bold, skovl, mini-fotoalbum og et par Schleich dyr.

Udover tingene på billedet skal Peter Kanin (Grys yndlings-putte-bamse-klud) selvføgelig også med - og balloner og en mini-drage - de kan redde enhver situation :-)


Der bliver nogle dage til at se Bangkok, en måned til at rejse fra nord til syd ned gennem Vietnam forhåbentlig med tid til at se ris-terrasser, gamle kejser-byer og hyggelige små byer, sejlture i flotte bugte, stier fra Vietnamkrigen, mekong-floden, minoritetsfolk mm. Til sidst 1½ uge i Thailand med tid til badeferie på en lækker ø med palmer og turkisblåt hav :-) Det er i hvert fald alt det, vi drømmer om at opleve - og hvad vi så vælger at nå og gøre derovre må vi se hen af vejen.

Her er et kort overblik over vores rejse. Vores idé om rejserute er markeret med lilla streg.

Vi håber, at I vil følge med i vore rejseoplevelser her på bloggen, som bliver vores online rejsedagbog i stedet for e-mails. Her vil vi undervejs lægge beretninger og billeder ind, så tjek herinde engang imellem. Skriv også gerne en kommentar til os, så bliver vi så glade :-) (klik på "kommentarer" under hvert indlæg). God sommer til jer alle :-) Vi ses om 6 uger, når vi igen sætter fødderne på dansk grund.


(Thailands flag)

onsdag den 2. juni 2010

3 styks visum og klar til rejse.

Igår ankom 3 styks visum hurtigt og smertefrit fra den vietnamesiske ambassade, det tog 4 dage fra vi sendte det med posten til vi fik det igen, så det må man sige har været noget mere effektiv ekspedering end de andre lande, vi tidligere har prøvet kræfter med. Thailandsk visum får man ved ankomsten, så det behøver vi ikke have hjemmefra.
I dag er der en måned til vi rejser, og vi kan næsten ikke vente. Igår læste vi den gode nyhed, at udenrigsministeriet ikke længere fraråder rejser til Bangkok, alt er normaliseret igen ovenpå uroen de sidste par måneder, en virkelig god nyhed, eftersom vi starter vores rejse i Bangkok før vi flyver videre til Vietnam.

Men nu er der lige en måned med forskningsopgave og eksamen, rejseplanlægning, indkøb og pakning - og tid til at nyde den danske sommer, der først skal overstås, før vi rejser mod Sydøstasien den 2. juli.

tirsdag den 20. april 2010

For alvor på afveje...

...Nu er det nemlig sikkert og vist at vi tager ud med rygsækken til sommer i 6 uger. Det bliver til 2 uger i Thailand og 4 uger i Vietnam. Thailand kom med i svinget da det var meget billigere at flyve dertil (så demonstranter i Bangkok: stop så med jeres optøjer, høm høm).
Måske tænker I - åh nej - hvad med Gry, det kommer da aldrig til at gå :-). Men det tror vi nu nok, det gør :-), hun kommer op i slyngen på ryggen af mor eller far når hun bliver for træt til selv at gå - og så kan hun opleve alt det fremmede fra fugleperspektiv :-)

Og Gry - hun er MERE end klar - se bare her:

Vi har anskaffet os noget tøj, badetøj og solhat med UV beskyttelse 50+, så nu er vi klar til at gå sol og varme i møde :-)