torsdag den 1. juli 2010

Ready, set, go: På afveje til Sydøst Asien



(Vietnams flag)

Så nærmer store afrejse-dag sig hastigt, og vi glæder os meget - men det er med en hel sommerfuglefarm, der blafrer rundt i maven, for det er ligesom at skulle rejse ud med rygsæk for allerførste gang når man skal have en knap 1½ årig livlig tumle-tonse-tøs med på farten! Vi er ret så spændte.

Hele oppakningen til 6 ugers rejse :-) Én stor rygsæk til vores alle tre's bagage, én dagsrygsæk/håndbagage, Grys lille taske og kameratasken og en paraplyklapvogn!

2. juli: Afgang fra Aalborg til Kastrup, Kastrup til Bangkok, Thailand.
7. juli: Vi flyver fra Bangkok til Hanoi i Nordvietnam
5. august: Vi flyver fra Ho Chi Minh City i Sydvietnam til Bangkok
15. august: Vi flyver hjem til Danmark, Kastrup fra Bangkok, Thailand


De vigtigste ting - pas, vsium, hævekort, flybilletter og guidebog - så kan vi klare det meste.


Gry essentials: Her er hvad vi er endt op med: Sæbeboler, fingerdukker, bog og pixibøger, scrap/tegnebog og farveblyanter, puslespil, bil, oppustelig badebold, lille bold, skovl, mini-fotoalbum og et par Schleich dyr.

Udover tingene på billedet skal Peter Kanin (Grys yndlings-putte-bamse-klud) selvføgelig også med - og balloner og en mini-drage - de kan redde enhver situation :-)


Der bliver nogle dage til at se Bangkok, en måned til at rejse fra nord til syd ned gennem Vietnam forhåbentlig med tid til at se ris-terrasser, gamle kejser-byer og hyggelige små byer, sejlture i flotte bugte, stier fra Vietnamkrigen, mekong-floden, minoritetsfolk mm. Til sidst 1½ uge i Thailand med tid til badeferie på en lækker ø med palmer og turkisblåt hav :-) Det er i hvert fald alt det, vi drømmer om at opleve - og hvad vi så vælger at nå og gøre derovre må vi se hen af vejen.

Her er et kort overblik over vores rejse. Vores idé om rejserute er markeret med lilla streg.

Vi håber, at I vil følge med i vore rejseoplevelser her på bloggen, som bliver vores online rejsedagbog i stedet for e-mails. Her vil vi undervejs lægge beretninger og billeder ind, så tjek herinde engang imellem. Skriv også gerne en kommentar til os, så bliver vi så glade :-) (klik på "kommentarer" under hvert indlæg). God sommer til jer alle :-) Vi ses om 6 uger, når vi igen sætter fødderne på dansk grund.


(Thailands flag)

onsdag den 2. juni 2010

3 styks visum og klar til rejse.

Igår ankom 3 styks visum hurtigt og smertefrit fra den vietnamesiske ambassade, det tog 4 dage fra vi sendte det med posten til vi fik det igen, så det må man sige har været noget mere effektiv ekspedering end de andre lande, vi tidligere har prøvet kræfter med. Thailandsk visum får man ved ankomsten, så det behøver vi ikke have hjemmefra.
I dag er der en måned til vi rejser, og vi kan næsten ikke vente. Igår læste vi den gode nyhed, at udenrigsministeriet ikke længere fraråder rejser til Bangkok, alt er normaliseret igen ovenpå uroen de sidste par måneder, en virkelig god nyhed, eftersom vi starter vores rejse i Bangkok før vi flyver videre til Vietnam.

Men nu er der lige en måned med forskningsopgave og eksamen, rejseplanlægning, indkøb og pakning - og tid til at nyde den danske sommer, der først skal overstås, før vi rejser mod Sydøstasien den 2. juli.

tirsdag den 20. april 2010

For alvor på afveje...

...Nu er det nemlig sikkert og vist at vi tager ud med rygsækken til sommer i 6 uger. Det bliver til 2 uger i Thailand og 4 uger i Vietnam. Thailand kom med i svinget da det var meget billigere at flyve dertil (så demonstranter i Bangkok: stop så med jeres optøjer, høm høm).
Måske tænker I - åh nej - hvad med Gry, det kommer da aldrig til at gå :-). Men det tror vi nu nok, det gør :-), hun kommer op i slyngen på ryggen af mor eller far når hun bliver for træt til selv at gå - og så kan hun opleve alt det fremmede fra fugleperspektiv :-)

Og Gry - hun er MERE end klar - se bare her:

Vi har anskaffet os noget tøj, badetøj og solhat med UV beskyttelse 50+, så nu er vi klar til at gå sol og varme i møde :-)

tirsdag den 11. september 2007

Hjemrejse - tilbage i Danmark!

Hej alle.

Så er vi endelig tilbage i Danmark igen, vi satte fødderne på dansk grund for en uges tid siden, og det er dejligt at være hjemme igen, også selvom vinden rusker og det regner udenfor og efteråret er på vej.

Hjemrejsen var 30 hårde timer. Ulaanbaatar lufthavn var lillebitte, med to gates, og her oplevede vi at blive kaldt over højtalerne fordi de havde fundet en souvenir i vores rygsæk, som vi ikke måtte tage med ud af landet! Vi fik dog lov da vi udtrykte vores uvidenhed om mongolske deklarationsregler, og vi fik vores lille Buddha med videre... 11 timer blev tilbragt på gulve+stentrapper i Moskvas uinspirerende lufthavn, og på trods af 10,5 meget lange timer blev den sidste halve time lidt hektisk, da en official var ved at bilde os ind at vi skulle hen til en anden gate, selvom det fly gik til Kina og der kun var kinesere der!

Men hjem til Danmark kom vi, vi landede søndag den 2. september og var tilbage i Århus igen søndag nat.

Tak til alle jer, der har fulgt med i vores rejse, og tak for mails og kommentarer undervejs.

Hilsner,
Carina og Anders