Ulaanbaatar 3

Ved monumentet Zaisan Memorial med udsigt over Ulaanbaatar.



Vi var til en forestilling med traditionel mongolsk musik, sang og dans.



State Department Store - det gamle statslige indkøbscenter fra Mongoliets kommunist-tid, lever stadig i bedste velgående.

Terelj Nationalpark

Hej alle!

For et par dage forlod vi hovedstaden paa vores sidste planlagte fleredages udflugt her i landet. Vi tog til en lille national park 70-80 km udenfor Ulaanbaatar (Terelj NP). Koereturen derud gik som en leg, for der var asfalteret hele vejen. Noget vi til dato endnu ikke havde oplevet i Mongoliet. Vi havde forventet en koeretur paa godt 2-3 timer, men det tog blot en times penge at naa vores destination.

I parken oplevede vi nogle ganske specielle klippeformationer, hoeje glatte klipper dannet af tidens tand og naturens kraefter pga. den saerlige undergrund der er paa stedet. Anders fik mange timer til at gaa med at klatre rundt paa klipperne mens Carina ikke altid var lige rolig ved klatreturene. Vi noed specielt naturen og den afslappede atmosfaere der herskede i parken. Ovenpaa den specielle natur var den autentitetsberoevende turistmaskine rykket ind i Terelj. Overalt var store luksurioese gerlejre sprunget op, og hovedvejen gennem parken blev ikke sjaeldent passeret af en japansk turbus. Vi var forberedt paa scenariet og kunne nyde naturen, paa trods af at vi boede hos en lille familie med en golfbane som naermeste nabo, hehe!

Vi brugte en dag i parken paa hesteryg, hvor vi red i 4 timer. Maalet var en stenformation der naturligt havde form som en skildpadde. Skildpadden symboliserer det evige og uforgaengelige, og er et udbredt symbol i den mongolske kultur og budhisme. Fra stenen kunne man se et lille hyggeligt budhisttempel paa en klippeskraaning haevet over dalen. Heldigvis var det nogle rolige heste og ikke de vilde heste, som man nogle gange har indtryk af, at mongolerne rider. Maaske var det i virkeligheden bare fordi hestene godt var klar over, at det ikke var en mongol, der sad paa ryggen af dem, men blot nogle dumme turister, og derfor ikke behoevede at lave mere end hoejest noedvendigt. Det lod ihvertfald til, at det eneste sprog de forstod, var den mongolske hestefoerers, der fulgte os rundt. Alligevel var det en god tur, og Anders fik da ogsaa til sidst sin hest til, ved fri vilje eller noget, at gallopere. Det var fint at komme en tur paa hesteryg, og det ville jo ogsaa naermest vaere absurt at have besoegt Mongoliet i 2 maaneder uden at have vaeret paa hesteryg blot en gang!

Tilbage i UB er planen at nyde de sidste dage inden hjemrejsen d. 2. september i fred og fordragelighed med lidt luksus og god mad.....

Mange hilsner
Carina og Anders

Altai Tavan Bogd Nationalpark

Hejsa alle!

Den 4/8 tog vi afsted mod Altai Tavan Bogd NP, hvor det var planen at vi skulle vandre gennem i 10 dage foer vi blev hentet igen d. 15/8. Vi havde denne gang en engelsktalende guide med, som ogsaa lavede mad til os, og en hestmand, som havde en kamel, hvor alt udstyret blev baaret paa, alt sammen for at goere det hele lidt lettere i de haarde bjerge.





Den foerste del af turen gik mod de hoejeste tinder i Mongoliet, de fem hellige bjerge beliggende i det nordvestlige hjoerne af parken mod graensen til Rusland og Kina. Det er disse fem bjerge som parken er opkaldt efter ''Tavan Bogd''. Vi gik en hel dag med jaevn stigning og naaede det enorme massiv. Planen var, at vi den naeste dag skulle bestige en ikke-teknisk kraevende top, Malchin Uul. Paa dagen var vejret rigtig flot, men paa turen til bjergets fod trak der pludselig en taet taage ind over bjerget, og det begyndte at sne, saa vi opgav efter en tid topforsoeget. Anders var lidt aergerlig over situationen, men vejret kan man ikke vaere herre over! Under alle omstaendigheder var det et utroligt imponerende massiv uanset i hvilket perspektiv man saa det fra, og omkring og mellem bjergene strakte sig en enorm gletcher paa ca. 20 km. Tilsammen gjorde dette omraadet til noget af det mest storslaaede og imponerende natur, vi nogensinde har set, og det var med en klump i halsen, at vi forlod dette sted mod dalen hvor vi
kom fra efter 2 dage i selskab med naturens kaemper.



Vores rute tog os omkring flere bjerge, der er hellige for Tuvanfolket, der bor her og lever af at hyrde dyr og baere udstyr for folk som os. Vi har haft lejlighed til at moede og kende en af disse maend, vores hestemand Ichken (Han havde en kamel, som bar vores udstyr). Tuvan folket lever stadig i hoej grad i pagt med naturen som de gamle naturfolk og dyrker shamanismen som deres religion.

Vi passerede et hoejt bjergpas for at naa til en stor dal, hvor vi resten af turen skulle foelge flere store bjergsoer paa vores vej gennem parken.




Ved soeerne boede der primaert Kazakh-familier, og vi noed fra starten godt af deres store gaestfrihed. Vi blev inviteret paa alt hvad en lille isoleret hyrdefamilie nu engang kan byde paa: Den mongolske smoer-/salt-the, toeret ost, kogt ost, surt ost... og broed samt butterdejslignende kager. Vi blev ogsaa budt paa suppe kogt paa faareindvolde, og fik konstateret at kogt faarelever ikke er specielt velsmagende! Paa et tidspunkt tog konen testiklerne op fra fadet og begyndte at skaere dem ud. Isaer Carina blev for et oejeblik alvorligt bange for at hun skulle have aeren af at smage paa varerne, men heldigvis gav hun dem til boernene, der lystigt slubrede dem i sig... Vi hyggede os med familierne og fik for en gangs skyld lejlighed til at se kvinderne folde sig ud. Alle maendene var nemlig i marken ved kvaeget og kvinderne er normalt meget anonyme naar maendene er i geren (teltet). Vi havde en del sjov med boernene som syntes at videokameraet var et vanvittigt sjovt legetoej....

Det var ogsaa omkring disse soeer, at vi skulle lede efter en af de beroemte oernejaeger-familier. Faa kazakh familier holder her den gamle tradition med at bruge oerne til jagt i haevd. Vi var saa heldige at moede en familie, der havde tre oerne. Vi gik forbi familiens ger paa et tidspunkt, hvor de havde stor fest i geren, og vi blev hjertligt budt indenfor for at tage del i festlighederne. Vi fandt frem til at de fejrede, at en af nabofamilierne skulle flytte til et andet omraade, saa det var en slags afskedsfest. Her blev vi igen budt paa interessante mongolske snacks - og arrag, den alkohol, de laver paa hoppe-maelk, som faar lov at gaere.

Senere fik vi lov at se deres oerne, der stod toejret naer et vandloeb bag ved gerene. Den ene var blot 1 aar og ikke fuldt udvokset men de 2 andre var omkring 3 aar og den stoerste vejede 9 kg. Vi er ret sikre paa, at det var kongeoerne. Vi fik endda lov at holde oernene og Carina maatte bruge begge arme for at holde den store fugl. Som sagt bruges oerne til jagt om vinteren, hvor en voksen fugl kan nedlaegge dyr som raeve, harer og hvis fuglen er stor nok ogsaa ulve, saa mon ikke at familierne holder deres hunde indendoere naar oernene er paa vingerne.... Familierne indfanger selv fuglene fra oernerederne mens de er helt smaa. Dette skulle efter sigende vaere meget svaert da oernenes reder ligger langt oppe i bjergene paa de mest utilgaengelige stedder. Herefter traener de oernene til jagt med attrapper og smaa godbidder til fuglene naar de nedlaegger et dyr. Det virker i det hele taget som en ret imponernende jagtform, men hvis man vil opleve oernene i aktion maa man tage herover om vinteren, hvor temperaturerne dykker ned omkring de -30 til -40 grader!

De sidste dage ved soeerne har vi gaaet over store, brede stepper med bjerge til begge sider, og undervejs paa turen har vi sovet i telt efterhaanden som vi kom frem. Ialt har vi tilbagelagt ca. 160 km, og det var til sidst mere end hvad Carinas vandrestoevler kunne holde til, saalerne gik nemlig fra skoen... Det var helt heldigt at vi ikke skulle gaa laengere paa den sidste dag. Den sidste dag samlede en bil os op, det gik forholdsvist hurtigt med at komme tilbage selvom bilen gik i staa midt i en flod. Det lykkedes dog chauffoeren at faa startet bilen igen og vi kom over paa den anden side. Bilen koerte os tilbage til Olgii, hvor vi er nu.

Her i Olgii har vi et par dage til at sunde os og faa nulstillet udstyret efter den lange vandretur ude i bjergene. Om et par dage tager vi tilbage til Ulaan Baatar (med fly - forhaabentlig - vi har betalt, men har ingen billetter faaet endnu. Ingenting synes sikkert i dette land...) hvor vi skal spendere det meste af den sidste tid her i landet med ren afslapning, selvforkaelelse og souvenirshopping, hehe... Vi er ved at traenge til lidt mere civiliserede forhold og glaeder os til at vende tilbage til hovedstaden: Det bliver skoent med rindende vand, varme bade, at man ikke skal vaske sig fra en balje eller hen paa de offentlige badehuse. Ingen biler der punkterer eller gaar i staa midt i floder, pga overophedede motorer, midt paa stejle skraaninger eller som skal startes med haandsving. En mere varieret kost end faar, faar og faar :-)

Mange hilsner
Carina og Anders

Fra nord til vest: Mörön --> Ölgii

Hej alle!

Efter 1100 km og 4 dage paa farten har vi endelig naaet vores yderliste destination i Mongoliet, den vestlige by Olgii der ligger taet paa graensen til Rusland og til Kina.

Vi havde dagen i forvejen faaet et godt foerstehaandsindtryk af vores chauffoer Khanga der skulle vaere vores ledestjerne i de naeste dage gennem det barske og oede terraen mod vest. Det skulle vise sig at vi havde vaeret heldige. Han var en rigtig flink fyr og selvom han ikke kunne noget engelsk forstod han sig paa vores behov og var interesseret i at hjaelpe og forstaa os.

De foerste to dage skulle vi tilbagelaegge store afstande, for at naa til Uureg Nuur, en soe i det nordvestlige mongoliet, hvor vi ville tilbringe en ekstra dag. Paa vej hertil passerede vi nogle sanddyner kaldet Altan Els - Golden Sand (men det var nu lidt af en skuffelse efter at have oplevet de enorme sanddyner i Gobi). Disse skulle dog eftersigende danne den nordligst beliggende oerken i verden. Vi koerte over flere bjergpas med snedaekkede tinder og gennem flere dale taet paa Uureg Nuur foer vi endelig naaede soeen.

Undervejs dertil havde vi ogsaa et meget specielt moede med en flok festende mongoler der var samlet ved en ger ude midt i ingenting. Vi blev inviteret til fest og fandt ud af, at det var et bryllup vi var kommet med til. Folk var meget gaestfrie og glade saa vi blev hurtigt inviteret ind i en ger hvor vi blev budt div. mongolske snacks og den obligatoriske vodka. Anders var den foerste til at modtage en halvstor skaalfuld vodka der kraevede 3-4 mundfulde at ondulere. Han maatte endda igennem endnu en skaalfuld foer de mongolske maend var tilfredse, men saa havde han ogsaa haeldt noget svarende til ca 300 ml ned... Pigerne i gruppen slap med en enkelt mundfuld, nogle gange kan man vaere heldig :-) Besoeget resulterede i at Anders den naeste del af dagen oplevede turen paa et helt andet og mere festligt niveau end resten af gruppen,men ogsaa at han senere blev syg og kastede op da vi endelig naaede frem til soeen... Under alle omstaendigheder var det en stor oplevelse at faa lov at vaere med i festlighederne.

Vi havde to naetter ved soeen, som laa fantastisk flot omgivet af bjerge til alle sider. Vandet var helt klart, og vi var ude at svoemme og fik ogsaa gaaet en god tur og set en flot solnedgang.

Den sidste dag mod Olgii skulle blive noget af et offroad eventyr. Det spor, vi koerte af, endte pludselig ved en flod. Vel at maerke ikke en helt lille flod, og der var meget stroem i den. Vi kunne se sporet fortsaette paa den anden side af floden, saa vi blev noedt til at passere den. Det var sindsygt! Bilen blev halvt daekket af vandet og man kunne maerke hvordan stroemmen hev i bilen. I foerste forsoeg lykkedes det ikke og vi blev noedt til at bakke og for et oejeblik sad vi fast ude midt i floden, og det er vist ikke nogen overdrivelse at sige at vi frygtede for vores liv... Men over kom vi, og koerte i lang tid - indtil vi naaede en landsby hvor de kunne fortaelle os, at der laengere fremme af vejen ventede en endnu stoerre flod end den, vi havde passeret, saa vi blev noedt til at koere tilbage og passere den samme flod igen. 2. gang var om muligt endnu mere sindsyg, men vi kom da over.

De naeste timer farede vi fuldstaendig vild - vi koerte gennem taette krat og budskadser, myggebefaengt sumpomraade og klipper i foersoeg paa at finde en anden vej, foer Anders maatte overtage navigationen og hev vores kort frem, da vores chauffoer var helt desorienteret. Vi fandt en anden vej ud og hen til et spor - og vi naaede Olgii sidst paa eftermiddagen igaar! Og ja - vi flyver tilbage til Ulaanbaatar! (Hvis vi kan faa billetter...?).

Vi er taget til Olgii for at organisere et trek ud i Altai Tavan Bogd Nationalpark, vi tager afsted i overmorgen og vandrer i 12 dage, vi regner med at se hoeje snedaekkede bjerge, gletsjere, soeer, Kazakh-folk, oerne-jaegere og meget andet!

Mange hilsner
Carina og Anders