Hjemme igen

Der har vist været lidt stille på bloggen siden vi kom hjem fra vores Sydøstasien-rejse, men vi er altså hjemme igen :-). Flyveturen hjemad gik som en leg, vi fik de bedste pladser forrest i flyet og blev installeret med en fin "baby-basket" - sådan en slags lift, der hang på væggen. Så Gry kunne sove i en rigtig seng, vi havde benplads og det hele - skøøønt.

Og fordi det nu allerede er oktober og efterårstrist og mørkt, så skal I da ikke snydes for et lille drøm-dig-væk billede på sådan en regnvejrsfredag... God weekend :-)

Så vender vi snuden hjemad efter 6 uger på farten.

Vi tog fra Koh Tao i torsdags og har haft et par dage i Bangkok, som vi har fordrevet med endnu et tempelbesøg samt et besøg på Chatuchek markedet, som vores guidebog så malerisk beskriver som ”the mother of all Thai markets”. Det var også et kæmpestort marked, og vi fik næsten en hel dag til at gå derude.

Wat Traimit – temple of the Golden Buddha

Buddhaen består af 5,5 tons rent guld og er intet mindre end 180 millioner dollars værd.

Nu sidder vi så her på et hotelværelse i Bangkok, vores sidste aften inden vi i morgen hopper på et fly til Danmark, og prøver at skabe lidt orden i vores rygsække og få styr på alle vores oplevelser i hovedet. Vi har haft en rigtig god rejse og har set og oplevet mange ting. Det har til tider også været hårdt at rejse med en 1½ årig, men det har også givet os nogle helt specielle oplevelser som familie og mulighed for at være sammen i døgnets 24 timer. Det har også åbnet nogle døre, som ellers ikke ville være blevet åbnet for os.

Vi er sikre på, at Gry også har haft en rigtig god rejse. Hun kommer hjem med mange gode oplevelser, selvom hun nok ikke kan huske nogle af dem. Hun kommer hjem med mange nye ord i sin lille rygsæk og har tyvstartet på engelsk allerede : -) Hun har lært underlige ting som at små vietnamesiske børn får chips til morgenmad, og hvordan man beder til en Buddha. Hun kommer også hjem med en hel håndfuld nye tænder, som der har drillet os løbende i rejsens forløb.

Men nu glæder vi os meget til at komme hjem – vi glæder os til at se jer alle sammen, og vi glæder os til at få en hverdag med faste rutiner, faste spise- og sengetider, spise rugbrød og lakrids mm. Men det bliver ikke sidste gang, at vi rejser væk med rygsækken som familie til fremmede himmelstrøg – at rejse er stærkt vanedannende : -) Vi ses i Danmark!

Livet under vandet

Farverige fisk og flotte koraller, vi har set på vores snorkelture. Nogle af korallerne havde sjove blå/lilla "munde", der lukkede sig når man svømmede henover dem, se billeder nedenfor.

Koh Tao

Ovenpå mere end 4 ugers rejse har vi holdt en meget tiltrængt afslapningsuge på Koh Tao. Vi har nydt at være væk fra asfalterede veje og Sydøstasiens kaotiske trafik og har rigtig fået ladt batterierne op til de sidste dage af vores rejse og turen hjem til Danmark.

Tanote strand

Vi har boet på en stille og rolig strand på østsiden af øen, hvor vi har haft en hyggelig bungalow. Vi har også hygget os i restauranten med kolde friske frugtshakes og iskaffer, chokoladepandekager og barbeque fisk og skaldyr.

Vores hyggelige bungalow

Et par aftener havde vi besøg af en ”lille” 30 cm stor øgle, der sad og kiggede ned på os fra loftet. Vi fandt senere ud af, at de holdt slanger væk, og så synes en øgle pludselig meget tilforladelig…

Anders har taget et scuba diver certifikat. Det var en stor oplevelse at bryde nogle grænser og opleve en ny verden under vand, så nu er han helt bidt af dykning. Carina har været på en snorkeltur rundt omkring øen.

Dykker-træning i poolen før de rigtige dyk i havet.

Anders gør klar til sit første dyk.

Ellers er dagene er passeret forbi med at bygge sandslotte, samle store sten, snorkle fra stranden mellem de mange fisk og flotte koraller og bade i det lune vand.

Leg på stranden

Et lille egern, der holdt til lige uden for vores vindue.

Det vrimlede med flotte sommerfugle i træerne - de var bare ret svære at fotografere :-)

Seriøse sandslot-byggere

Frisk fisk fra havet direkte fra grillen - mmm.

Rejsen til Koh Tao og de første indtryk

Efter en flyvetur fra Vietnam, en dags venten i Bangkok, 9 timer i tog, 2 timer med båd og en halv time på ladet af en firehjulstrækker, er vi nu ankommet til et sandt lille paradis – Ao Tanote, Tanote strand, på Koh Taos isolerede og stille østkyst udfor Thailands østkyst.

Vi forlod Vietnam torsdag morgen med et fly til Bangkok. Efter en hel dags venten hoppede vi på et tog sydpå – og meget tidligt kl. halv fem om morgenen stod vi på togstationen i Chumpon. Togturen gik, som alle vores togture, rigtig fint, og Gry sov hurtigt. Togene i Thailand er en rigtig god standard, med brede senge og små forhæng, man kan trække for sin køje. I Chumpon skulle vi vente en times tid på en bus, der kørte os ud til havnen, ca. 25 km fra byen. Her kom vi på en lille katamaran, der et par timer senere satte os af på øen, ved den største strand og den eneste lille by, der er her på øen.

Vi bor på en lille stille strand, Ao Tanote, på østsiden af øen, på Black Tip Dive Resort, og for at komme herom måtte vi krydse øen i firehjulstrækker. Det var en vild og stejl vej, der gik oooop og neeeed, og som kun var asfalteret halvdelen af vejen, resten af vejen var sand med kæmpestore sten og huller fordelt skødesløst hen over kørebanen. Anders måtte holde godt fast på bagagen og sig selv omme på ladet sammen med de andre rejsende, mens Carina og Gry havde fået pladser inde i bilen.

Og her er vi så nu – et lille stykke paradis - et azurblåt hav med koraller og farvestrålende fisk, og palmer, der bøjer sig ned over vandet. VI bor i en hyggelig bungalow mellem træer og blafrende sommerfugle en spytklat fra de blå bølger. Her bliver vi den næste uges tid og slapper af og nyder livet, inden vores 6 ugers Sydøstasien-rejse er slut, og vi vender næsen hjemad mod Danmark.

Saigon

Ho Chi Minh City, Sydvietnams store metropol, kaldes af alle (undtagen det socialistiske styre) for Saigon. Det er en sydende boble af moderne højhuse og indkøbscentre, Vietnams tætteste og mest kaotiske trafik, hoteller til de mange turister, der passerer gennem byen, små smalle gader fyldt med mennesker, kørende butikker, parkerede og kørende motorcykler osv.

Vi kom til Saigon efter en lang togtur fra Hoi An, det tog 20 timer, men det sidste lange stræk foregik om natten, og der sov vi alle tre, så turen føltes ikke så lang. Allerede da vi ankom til Saigon et par timer forsinket kl. 6 om morgenen, summede byen af liv og trafikken var tæt, vi har aldrig set så mange motorcykler samlet i én by som her og har da også senere fået fortalt, at der er intet mindre en 5 millioner motorcykler bare i Saigon.

En masse motorcykler/scootere holder i kø i det centrale Saigon.

Et must-see for alle, der besøger Saigon, er krigsmuseet med en stor udstilling af fotos, dokumenter, våben, uniformer mm. fra Vietnamkrigen. Vi gik derind og fik puttet Gry til middag, da vi havde hørt, at billederne ikke var for børn og sarte sjæle. Og det var virkelig nogle grumme billeder, der viste krigsforbrydelser – billeder af bunker af lig, afbrændte landsbyer, soldater, der holder ligs hoveder i hånden mens de står og griner, skrækslagne mennesker, der løber for deres liv eller er tæt på at dø. Et afsnit af museet var tildelt ofre efter det kemiske stof ”agent orange”, som blev brugt af amerikanerne til at sprøjte marker og skovområder i et forsøg på at hindre de vietnamesiske soldater i at gemme sig. Det var børn, ældre og fostre med deforme og manglende lemmer osv. Der var også mange billeder af konsekvenserne af amerikanernes napalm-bomber. En særlig udstilling var udendørs, med eksemplarer af de berygtede ”tiger cages” (pigtråds-bure), hvori fanger blev placeret på varmt sand ude i den stegende sol.

De berygtede tiger cages. I det lille bur kunne sidde 2-3 fanger krummet sammen. I det store bur 5-7 fanger.

Museet var noget propagandistisk og farvet af det socialistiske styre, der stadig er her i landet, men hvis man så igennem fingre med diverse slagord og farvede beskrivelser, så var museet meget informativt – og billederne taler jo for sig selv om en krig, hvis formål kan være svær at finde frem til i dag.

Her i Saigon har vi også set Genforenings Paladset, som er blevet brugt af franskmændene og var stedet, hvor socialisterne fik overdraget magten efter Vietnamkrigen. Paladset emmer af en tid, der er hengået, og de let støvede udstillingsrum af præsidentens kontor, bibliotek osv., fortæller om en tid, der var en gang.

Reunification Palace

Ellers har vi travet rundt og set operahus, rådhuset og andre bygninger i en klassisk, fransk kolonistil, som vi ellers ikke har set ret meget i Vietnam.

Rådhuset og operahuset.

Det er som om, at det centrale Saigon er ét stort marked, med diverse små butikker og gadesælgere, der liiige vil sælge dig et par solbriller, en zipo lighter, der heeeelt sikkert er fra Vietnamkrigen med påtrykte slogans som "war is hell, but combat is a real son of a bitch" etc., kopi tasker, piratkopierede dvd’er mm. Så vi har fået en del tid til at gå med bare at gå rundt og kigge på disse butikker og det store marked, der ligger overdækket midt i byen. Resten af tiden i Saigon er fløjet af sted med afslapning på kaffebarer med kolde ice blends og frisk sort kaffe – det er livet J. Gry har også fået sin portion af is de sidste dage og går og siger ”is, is” hele tiden.

Et sindrigt kabelsystem i Saigon.

Vores Vietnam-oplevelser er ved at være ovre efter en måneds rejse fra nord til syd – næste stop: Thailand.

Gry hygger sig i den offentlige park i Saigon.

Cu Chi tunnelerne

35 km nord for Saigon ligger det berygtede Cu Chi område, som amerikanerne kaldte the iron triangle under vietnamkrigen. Området er kendt fra krigen pga. et omfattende tunnelnetværk, som Viet Cong soldaterne brugte til at gemme sig i og udføre overraskelses- og nålestiksoperationer bag fjendens linjer. Jeg havde efterladt Gry og Carina for at tage ud og opleve de klaustrofobiske forhold i disse tunneler ved selvsyn. Vi tænkte, at det nok ikke var så nemt at have Gry med til dette.

Stedet var en stor turistattraktion, ikke mindst for vietnameserne selv. Vores guide var meget informativ, og det var spændende at høre detaljerne om tunnelbyggeriet. Hvordan indgangene blev skjult og bygget, nogle under vand, og hvordan man anvendte de mest horrible faldfælder med bambusspyd, man kan forestille sig. Hvis man ikke kendte tunnelsystemet godt, kunne man nemt komme på gal vej med skjulte fælder. Desuden var tunnelerne så smalle, at mange amerikanske soldater knap kunne kravle igennem dem, og de var konstrueret, så de blev smallere og smallere, jo dybere man kom ned i dem. Hele stedet var en rekonstruktion, da det meste af netværket blev ødelagt af enorme bombardementer - og højdepunktet var selvfølgelig, da vi selv kom ned at kravle i 120m tunnel, der var blevet rekonstrueret.

Anders kravler ned i og op af den lille bitte indgang til en af tunnelerne.

Vi fik også mange fortællinger om Viet Cong soldaterne, som for det meste var lokale bønder - både mænd og nogle kvinder, og som guiden sagde : ”In the day time farmer, in the night time Viet Cong”. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan disse soldater har været en meget effektiv guerilla-hær.

Anders kravler igennem en af de bittesmå tunneler.