Altai Tavan Bogd Nationalpark

Hejsa alle!

Den 4/8 tog vi afsted mod Altai Tavan Bogd NP, hvor det var planen at vi skulle vandre gennem i 10 dage foer vi blev hentet igen d. 15/8. Vi havde denne gang en engelsktalende guide med, som ogsaa lavede mad til os, og en hestmand, som havde en kamel, hvor alt udstyret blev baaret paa, alt sammen for at goere det hele lidt lettere i de haarde bjerge.





Den foerste del af turen gik mod de hoejeste tinder i Mongoliet, de fem hellige bjerge beliggende i det nordvestlige hjoerne af parken mod graensen til Rusland og Kina. Det er disse fem bjerge som parken er opkaldt efter ''Tavan Bogd''. Vi gik en hel dag med jaevn stigning og naaede det enorme massiv. Planen var, at vi den naeste dag skulle bestige en ikke-teknisk kraevende top, Malchin Uul. Paa dagen var vejret rigtig flot, men paa turen til bjergets fod trak der pludselig en taet taage ind over bjerget, og det begyndte at sne, saa vi opgav efter en tid topforsoeget. Anders var lidt aergerlig over situationen, men vejret kan man ikke vaere herre over! Under alle omstaendigheder var det et utroligt imponerende massiv uanset i hvilket perspektiv man saa det fra, og omkring og mellem bjergene strakte sig en enorm gletcher paa ca. 20 km. Tilsammen gjorde dette omraadet til noget af det mest storslaaede og imponerende natur, vi nogensinde har set, og det var med en klump i halsen, at vi forlod dette sted mod dalen hvor vi
kom fra efter 2 dage i selskab med naturens kaemper.



Vores rute tog os omkring flere bjerge, der er hellige for Tuvanfolket, der bor her og lever af at hyrde dyr og baere udstyr for folk som os. Vi har haft lejlighed til at moede og kende en af disse maend, vores hestemand Ichken (Han havde en kamel, som bar vores udstyr). Tuvan folket lever stadig i hoej grad i pagt med naturen som de gamle naturfolk og dyrker shamanismen som deres religion.

Vi passerede et hoejt bjergpas for at naa til en stor dal, hvor vi resten af turen skulle foelge flere store bjergsoer paa vores vej gennem parken.




Ved soeerne boede der primaert Kazakh-familier, og vi noed fra starten godt af deres store gaestfrihed. Vi blev inviteret paa alt hvad en lille isoleret hyrdefamilie nu engang kan byde paa: Den mongolske smoer-/salt-the, toeret ost, kogt ost, surt ost... og broed samt butterdejslignende kager. Vi blev ogsaa budt paa suppe kogt paa faareindvolde, og fik konstateret at kogt faarelever ikke er specielt velsmagende! Paa et tidspunkt tog konen testiklerne op fra fadet og begyndte at skaere dem ud. Isaer Carina blev for et oejeblik alvorligt bange for at hun skulle have aeren af at smage paa varerne, men heldigvis gav hun dem til boernene, der lystigt slubrede dem i sig... Vi hyggede os med familierne og fik for en gangs skyld lejlighed til at se kvinderne folde sig ud. Alle maendene var nemlig i marken ved kvaeget og kvinderne er normalt meget anonyme naar maendene er i geren (teltet). Vi havde en del sjov med boernene som syntes at videokameraet var et vanvittigt sjovt legetoej....

Det var ogsaa omkring disse soeer, at vi skulle lede efter en af de beroemte oernejaeger-familier. Faa kazakh familier holder her den gamle tradition med at bruge oerne til jagt i haevd. Vi var saa heldige at moede en familie, der havde tre oerne. Vi gik forbi familiens ger paa et tidspunkt, hvor de havde stor fest i geren, og vi blev hjertligt budt indenfor for at tage del i festlighederne. Vi fandt frem til at de fejrede, at en af nabofamilierne skulle flytte til et andet omraade, saa det var en slags afskedsfest. Her blev vi igen budt paa interessante mongolske snacks - og arrag, den alkohol, de laver paa hoppe-maelk, som faar lov at gaere.

Senere fik vi lov at se deres oerne, der stod toejret naer et vandloeb bag ved gerene. Den ene var blot 1 aar og ikke fuldt udvokset men de 2 andre var omkring 3 aar og den stoerste vejede 9 kg. Vi er ret sikre paa, at det var kongeoerne. Vi fik endda lov at holde oernene og Carina maatte bruge begge arme for at holde den store fugl. Som sagt bruges oerne til jagt om vinteren, hvor en voksen fugl kan nedlaegge dyr som raeve, harer og hvis fuglen er stor nok ogsaa ulve, saa mon ikke at familierne holder deres hunde indendoere naar oernene er paa vingerne.... Familierne indfanger selv fuglene fra oernerederne mens de er helt smaa. Dette skulle efter sigende vaere meget svaert da oernenes reder ligger langt oppe i bjergene paa de mest utilgaengelige stedder. Herefter traener de oernene til jagt med attrapper og smaa godbidder til fuglene naar de nedlaegger et dyr. Det virker i det hele taget som en ret imponernende jagtform, men hvis man vil opleve oernene i aktion maa man tage herover om vinteren, hvor temperaturerne dykker ned omkring de -30 til -40 grader!

De sidste dage ved soeerne har vi gaaet over store, brede stepper med bjerge til begge sider, og undervejs paa turen har vi sovet i telt efterhaanden som vi kom frem. Ialt har vi tilbagelagt ca. 160 km, og det var til sidst mere end hvad Carinas vandrestoevler kunne holde til, saalerne gik nemlig fra skoen... Det var helt heldigt at vi ikke skulle gaa laengere paa den sidste dag. Den sidste dag samlede en bil os op, det gik forholdsvist hurtigt med at komme tilbage selvom bilen gik i staa midt i en flod. Det lykkedes dog chauffoeren at faa startet bilen igen og vi kom over paa den anden side. Bilen koerte os tilbage til Olgii, hvor vi er nu.

Her i Olgii har vi et par dage til at sunde os og faa nulstillet udstyret efter den lange vandretur ude i bjergene. Om et par dage tager vi tilbage til Ulaan Baatar (med fly - forhaabentlig - vi har betalt, men har ingen billetter faaet endnu. Ingenting synes sikkert i dette land...) hvor vi skal spendere det meste af den sidste tid her i landet med ren afslapning, selvforkaelelse og souvenirshopping, hehe... Vi er ved at traenge til lidt mere civiliserede forhold og glaeder os til at vende tilbage til hovedstaden: Det bliver skoent med rindende vand, varme bade, at man ikke skal vaske sig fra en balje eller hen paa de offentlige badehuse. Ingen biler der punkterer eller gaar i staa midt i floder, pga overophedede motorer, midt paa stejle skraaninger eller som skal startes med haandsving. En mere varieret kost end faar, faar og faar :-)

Mange hilsner
Carina og Anders