mandag den 23. januar 2012

Det kinesiske nytår - goddag til Dragens år.


Om aftenen den 23. januar var vi med til at fejre det kinesiske nytår og markere begyndelsen på Dragens år. Det blev fejret i Chinatown i Kuala Lumpur med stor pomp og pragt. Vi bor midt i det hele, som nabo til Petaling Street, der er lidt af et samlingspunkt her i Chinatown. Mens ungerne sov sødt og uforstyrret på hotelværelset helt upåvirket af den larm og ståhej, der gik for sig udenfor, skiftedes Anders og jeg til at gå en tur ned på gaden i menneskemylderet for at opleve stemningen.


Kinesisk nytår er også kendt som "månenytår" og er nok den vigtigste af de traditionelle kinesiske helligdage. Den kinesiske kalender er en sol/måne kalender og derfor forskellig fra vores kalender. Det kinesiske nytår ligger forskelligt fra år til år. Vi havde først troet, at vi ville gå glip af det og sidde ude i junglen når det gik løs, men heldigvis nåede vi tilbage til at opleve det. Faktisk varer begivenheden et par uger, med masser af ceremonier og arrangementer løbende, men kulminerer på selve dagen for det kinesiske nytår.




Ifølge en gammel kinesisk legende var der et uhyre, "Nian", der kom på årets første dag for at spise afgrøder, børn mm.! For at beskytte sig selv, satte landsbyboerne mad frem foran deres døre. De fandt så ud af, at uhyret var bange for støj og farven rød. De fandt derfor på at skræmme det væk med fyrværkeri, eksplosioner og ved at hænge røde lanterner op. Sådan startede skikken med at fejre det kinesiske nytår. 2012 er dragens år, og dragen er symbol på held, succes, glæde og styrke.




Da vi var i Kuala Lumpur for en uges tid siden, var de over hele byen, ikke kun her i Chinatown, i fuld gang med at forberede det kinesiske nytår. Det er ikke kun en begivenhed, der bliver fejret af det store kinesiske mindretal, der er her i Malaysia, men er faktisk en national fridag. Der blev hængt røde lanterner og rislamper op, specielle boder og scener blev opsat, dekorationer blev lavet osv.




Her i løbet af dagen har gaderne været sorte af mennesker, der har været trængsel om gadekøkkenerne og alle de små boder - og til aften har alle de røde lanterner, der hænger over det hele, lyst flot op og bidraget til stemningen. Optog med drage dans gik igennem gaderne. Trommens monotone lyd og dragernes skræmmende fremtoning skulle holde onde ånder væk. Billederne nedenfor er fra et optog hvor den høje musik fra trommerne og den tætte menneskemængde skabte en meget intens stemning. Det hele kulminerede i et rabalder at knald og røg da der pludselig blev antændt en masse kinesere(fyrværkeri) midt i menneskemængden der fik hoben til at trække et par skridt baglæns.





Med sådan en fejring kom vi - igen - godt ind i år 2012 - og er nu klar til i morgen aften at tage nattoget til den nordlige del af Malaysia mod nye oplevelser. Pga. det kinesiske nytår har alt været udsolgt, men vi fik fat i de sidste to ud af tre billetter til en sovekupé. Der var udsolgt i den almindelige sovekupé - så vi har flottet os med billetter til en privat, to personers kupé - hvilken luksus :-)

Ture i junglen

Den store hovedattraktion i Taman Negara er de lange hængebroer mellem trætoppene et stykke inde i junglen, kaldet ”Canopy Walkway”. Vi måtte gå af glatte junglestier dækket af et imponerende rodnet som en ren forhindringsbane, et par kilometer for at nå der til. Det føltes som væsentligt meget længere i det kuperede terræn med hver sit barn i slyngen og den høje luftfugtighed i junglen, der fik sveden til at pible frem.

I starten var stierne brede og fine, men blev senere glatte, mudrede og fyldt med knoldede rødder.



Selve hængebroerne var imponerende. Broerne hang højt oppe mellem trækronerne i helt op til ca. 40 meters højde og strakte sig ca. 530 m. Ind imellem fik man et flot udkig over trætoppene i junglen omkring, og man kunne fornemme en helt speciel stemning af lyde og liv i trætoppene. Når man går nede i bunden af regnskoven, ser man sjældent himlen, da hver en kvadratcentimeter nærmest er dækket af flere lag grønne blade, som suger til sig af sollyset, og det er faktisk svært at få udsigt over skoven, hvilket var ret fantastisk at opleve fra broerne - på trods af nogle lidt trætte børn, der var lidt pylrede efter en varm tur i slyngen dertil.

Oppe i Canopy walkways.



Udsigten ud over den tætte jungle fra Canopy walkways.


Efter en velfortjent pause og et par snacks besluttede vi efter mangen overvejelse at bestige et udsigtspunkt i nærheden af Canopy Walkway - Bukit Teresik 344m over havoverfladen. Det lyder ikke af meget, men i heden og fugtigheden, af smalle stier og med to unger på ryggen, så føltes det som noget af en præstation. Det var en hård opstigning, og vi var alle trætte, da vi kom tilbage til parkkontoret til en sen frokost - men vi fik en god udsigt fra toppen - og en god portion adventure på vejen dertil.

Pause og overvejelser efter Canopy walkways.
Hvem mon har bygget det spindelvæv?
Så begynder opstigningen
Første udsigtspunkt - toppen er næsten nået.
Endelig på toppen af Bukit Teresik.
Tiltrængt frokost under fan'en efter en lang, varm dag i junglen.
Efter en hård dag i junglen dagen forinden, tog vi på bådtur den sidste dag i Taman Negara. Vi sejlede et godt stykke op af floden gennem hvirvlende strøm og af og til faretruende tæt på store sten midt ude i floden. Det var lidt nervepirrende til tider, men man var ikke i tvivl om, at manden, der sejlede båden, havde sejlet denne tur mere end de første 100 gange og navigerede os flot og sikkert gennem flodens strømninger. Det var behageligt med den kølige brise på floden og et par vandsprøjt ind i mellem. Selma fald i søvn på kommando både på ud og hjemturen til den monotone lyd fra bådens motor, og Gry var rigtig tilpas med at sejle i sin svømmevest. Et godt stykke oppe af floden stod vi i land og begav os til fods et stykke op af en biflod til vandfaldet, Lata Berkoh. Det var ikke noget specielt stort vandfald, men vi hyggede os vældigt med pigerne i godt humør - og på tilbagevejen var der mulighed for en tiltrængt dukkert i det kølige flodvand til stor glæde for Gry, der næsten hver dag spørger til, hvornår vi skal ud at bade i Thailand….

Vi sejler af floden - på vej til vandfaldet.
"Vandfaldet", vi var sejlet ud for at se.

 Så var det godt, at vi kunne bade og slappe af i skyggen ved flodbredden inden vi skulle sejle tilbage.




Endnu en tiltrængt frokost efter vores sidste dag i junglen.

Efter nogle krævende, men oplevelsesrige dage i junglen, er vi nu på vej videre. Næste skridt på rejsen bliver et kortere stop i Kuala Lumpur, hvor vi skal opleve kinesisk nytår, en festlig begivenhed, som er national fridag – og vi glæder os til at fejre det med alle andre i Chinatown, hvor vi igen skal bo.

søndag den 22. januar 2012

Jungleliv i Taman Negara National Park

Taman Negara er en af Malaysias største nationalparker, og regnskoven her er verdens ældste – ikke mindre end 130 millioner år har den på bagen. Vi kom hertil efter 3 timer i bus fra Kuala Lumpur til Jerantut, herefter en times tid i bil. En flot tur gennem et bakket landskab dækket af palmeplantager, hvorefter vi kom til landsbyen Kuala Tahan, der ligger på bredden af en flod, hvor nationalparken breder sig ud på den anden side. Stedet er simpelt, men det er en lille hyggelig by beliggende på bakken langs floden og med flydende restauranter langs flodbredden, et par enkelte minimarkeder og en del overnatningssteder. Rundt om byen er en række spredte ressorter i gåafstand, hvor vi bor på et af dem.
Vi venter på bussen til Jerantut, på busstationen i Kuala Lumpur.

Indgangen til Taman Negara National Park

Kuala Tahan by - indgangen til Taman Negara


Udsigten fra en af de flydende restauranter
En flydende restaurant ved floden i Kuala Tahan.
 
Kuala Tahan by set fra den anden side af floden

Det er en stor forandring at komme fra storbyen til junglen, ikke mindst de fysiske omgivelser. Her er grønt over det hele med flot urskovsjungle. Jeg har haft høje forventninger til at opleve denne del af Malaysia, og Carina glædede sig til et gensyn med en efterhånden 10 år gammel kending. Gry har også snakket meget om junglen og sagde til os, at hun håbede, at vi mødte Tarzan og en tiger. Hmm… Temperaturen er omtrent den samme som i Kuala Lumpur, men følelsen af varme er markant anderledes pga. den højere luftfugtighed i junglen. Varmen er slem i dagstiden, og efter de første par dage har vi efterhånden accepteret at være badet i sved konstant, når vi er ude. Det er hårdt for børnene, og vi nøjes derfor med små dagsture, hvorefter vi kan søge tilflugt på vores air con nedkølede værelse sidst på dagen. Kombinationen med våde af sved efter timers vandring udenfor og efterfølgende afkøling i air con, har dog uheldigvis givet os en ordentlig omgang forkølelse.

Hygge på værelset


     




Den første aften var jeg på nat-safari, hvor vi var en mindre gruppe af sted på jungle trail i mørke for at lede efter nocturne arter. Mange af dyrene er mest aktive om natten, og selvom vi ifølge guiden ikke var så heldige med aftenens sightings, så vi en masse edderkopper og mange forskellige insekter. Endvidere så vi hvad guiden mente tapir og en slags hjort af en art på længere afstand. Det var en uhyggelig og spændende fornemmelse at bevæge sig gennem junglen om natten. Det kriblede og krablede alle vegne, og man ventede hele tiden på, at der ville dratte et eller andet dyr ned i nakken på en…. Uuhhh… Det gjorde der dog ikke, og efter en times tid var vi alle uskadte ude af junglen igen - dette på trods af, at guiden flittigt havde brugt udtrykket ”many poison” om både dyr og planter, hvorefter vi alle var trådt et par skridt tilbage hver gang…